Juleaften: Fraråder udkørsel flere steder

OPDATERET 13.30: Det fyger med sne mange steder på Fyn, og juleaften fraråder politiet al unødvendig kørsel i en række kommuner.

Det gælder bivejene i Svendborg, Langeland, Ærø og Nyborg kommuner.
- Der er så meget fygning af sne, at folk sidder fast. Det er simpelthen for farligt at køre, fortæller vagtchef Erik Skov fra Fyns Politi til tv2fyn.dk.

Han beder samtidig bilister andre steder på Fyn om at bruge den sunde fornuft, når de begiver sig ud i trafikken.

Politiet kan dog glæde sig over en rolig nat - både hvad angår ulykker i snevejret og andre sager. Selvom det har været Lillejuleaften, og mange har været i byen, har der nemlig været forbavsende få sager.

Torsdag aften var der dog en række uheld på motorvejen.

Vagtchef Erik Skov fortæller, at al unødvendig udkørsel dækker over, at man som bilist skal vurdere: "Er det nødvendigt at tage ud i trafikken?". Politiet forbyder ikke udkørsel, men opfordrer folk til kraftigt at overveje at blive inden døre. Faktisk skal det næsten tendere "livsvigtig kørsel" hvis man skal ud, oplyser han.

Erik Skov giver her sit besyv med omkring tre konkrete dilemmaer, som fynboere - i områder, hvor der frarådes al unødvendig udkørsel - i år kan stå i.

Læs her hans svar:

Jeg skal til julemiddag hos familien og skal derfor ud og køre. Skal jeg droppe sammenkomsten?

SVAR: Jeg vil opfordre til, at man overvejer: Er det strengt nødvendigt, at jeg lige akkurat skal til den julemiddag, eller kan jeg i år spise et andet sted tættere på? Måske skal man vende den rundt og tænke, at det bliver jul uanset hvad, og at det i år så bare blev en anderledes jul, man husker for altid.

Jeg har glemt at købe rødkål. Kan jeg godt køre i kiosken efter den?

SVAR: Nej. Jeg vil mene, at det ikke er formålstjenesteligt med den vejrsituation, vi har i år.

Kan jeg godt tage i kirken til julegudstjenesten?

SVAR: Det hører - som med turen til kiosken efter rødkålen - også i kategorien, hvor det ikke er nødvendig udkørsel, hvis man bor i én af de berørte kommuner. 

Oversigt

    Oversigt