Juleeventyr: Barnebarn spiller kendt fynsk skuespillers debutrolle

Mathias Sprogøe Fletting spiller 'Nicolai' i Nøddebo Præstegaard. Det gjorde hans farfar, Ove Sprogøe, også. Endda som sin debutrolle.

'Vi rejser om en times tid og tager mig med.'

Skuespilleren Mathias Sprogøe Fletting øver sig på rollen som Nicolai i det klassiske julestykke Nøddebo Præstegaard.

- Det er en sjov rolle. Der er knald på, og han (Nicolai, red.) har krudt i røven. Men det er også en rolle, der har en speciel forbindelse til min familie, siger Mathias Sprogøe Fletting.

Rollen som Nicolai var nemlig den allerførste rolle, Mathias' farfar, Ove Sprogøe, spillede på Folketeatret i 1945.

- Det er jo en speciel forbindelse, og noget jeg gerne ville prøve. Så jeg var ikke i tvivl, da jeg blev spurgt, siger Mathias Sprogøe Fletting.

En dansk 'Emil fra Lønneberg'

Den unge student Nicolai og hans to brødre tager på julebesøg hos Pastor Blicher og hans to yndige døtre, som Nicolai forelsker sig i. Begge to.

Rollen som Nicolai har forestillingens instruktør, Kasper Wilton, også selv spillet flere gange.

- Han er en slags dansk 'Emil fra Lønneberg'. Han vil alt det gode og gør hele tiden det forkerte. Og så er han jo en stor dreng, som bliver forelsket i hvad som helst, siger Kasper Wilton.

quote Han vil alt det gode og gør hele tiden det forkerte. Og så er han jo en stor dreng, som bliver forelsket i hvad som helst

Kasper Wilton, Instruktør

Den beskrivelse passer åbenbart godt på Sprogøe-familien. I hvert fald har både Ove, hans søn Henning, og nu hans barnebarn Mathias spillet rollen.

- Der er selvfølgelig en sammenligning, som ikke kan undgåes, men jeg synes, jeg selv har noget at komme med. Jeg skal ikke leve op til min farfars karriere. Det kan man ikke, siger Mathias Sprogøe Fletting.

Her ses Ove Sprogøe i rollen som Nicolai på Folketeatret i 1959.
Her ses Ove Sprogøe i rollen som Nicolai på Folketeatret i 1959.
Foto: Per Pejstrup / Scanpix

Siden debuten i Nøddebo Præstegaard nåede Ove Sprogøe at medvirke i over 150 spillefilm og en lang række teaterstykker. Han er nok mest kendt som Egon i Olsen-Banden.

Så meget har Mathias Sprogøe Fletting ikke nået endnu, men det er måske ikke sidste gang, han går i sin farfars fodspor.

- Jeg tror ikke, jeg ville have svært ved at spille andre af hans roller på teater. Det ville være noget andet, hvis det var film. Jeg ville ikke have lyst til at spille Olsen-Banden for eksempel, siger Mathias Sprogøe Fletting.

quote Jeg synes, jeg selv har noget at komme med. Jeg skal ikke leve op til min farfars karriere. Det kan man ikke

Mathias Sprogøe Fletting, Skuespiller

Krydderiernes tid

Først gælder det Nøddebo Præstegaard. Den nok mest spillede forestilling nogensinde i Danmark.

- Den samler os på en måde om en fælles juletradition. Det er en meget naiv og rørende lille historie, som vi allesammen kender. Der er sådan en underlig dansk julemagi i det stykke, siger Kasper Wilton.

Og netop den magi håber den unge Sprogøe, at publikum tager med hjem.

- Vi får sendt en masse hygge og julestemning afsted. Det er god gammel dansk jul, som jeg ikke ved, hvor mange oplever, men det er en forestilling, man har om det i hvert fald, siger Mathias Sprogøe Fletting.

Og så gør det jo ikke noget, at der står et kendt efternavn øverst på plakaten.

- Julen er jo krydderiernes tid. Vi putter kardemomme i ting og sager og hælder lidt rødvin i glasset. Det er da et sjovt krydderi på Nøddebo, at det er en Sprogøe, der spiller rollen, siger Kasper Wilton.

Nøddebo Præstegaard er på turné i hele landet og spiller i Odeons store sal fra 13. december og frem til 23. december.

Se hele indslaget om Mathias Sprogøe Fletting og Nøddebo Præstegaard herunder.

 

 

Oversigt

    Oversigt