I det fynske folks tjeneste

Julegaver på jobbet: Flest får en købmandskurv af chefen

Flere virksomheder øger i år beløbet, der gives firmajulegaver for. Samtidig er velgørenhed droppet som favoritgaven.

Julemanden knokler på sit værksted for at få alle medarbejderjulegaver klar til jul. Der skal nemlig flere pakker i julekurvene i år.

En netop offentliggjort medlemsundersøgelse fra Dansk Erhverv lader os løsne lidt på båndet og kigge under gavepapiret, når de afslører hvilke typer julegaver, cheferne har bestilt til medarbejderne i år.

Ifølge undersøgelsen fra Dansk Erhverv giver ni ud af 10 virksomheder gaver til medarbejderne, og sidste år var de mest populære gaver købmandskurve og ting til boligen. Over hver tredje virksomhed giver deres medarbejdere gaver for mellem 501 og 750 kroner.

13 procent af undersøgelsens adspurgte virksomheder skruer på julegavebudgettet og spenderer mere på medarbejderne end sidste år. Tre ud af fire virksomheder budgetterer som sidste år, mens syv procent bruger færre penge på julegaver i år.

Hvilke julegaver er mest populære?
Undersøgelsen viser også, hvilke julegaver der er mest populære at give til medarbejderne. På førstepladsen ligger købmandskurve og dernæst kommer ting til boligen og vin.

Kilde: Dansk Erhverv

Regler for beskatning af julegaver

  • Grænsen for hvornår medarbejdere skal betale skat af jule- eller nytårsgaven er 800 kroner inklusive moms. 
  • Medarbejdere kan årligt modtage personalegaver skattefrit, så længe værdien er under bagatelgrænsen på 1.100 kroner om året.
  • Som ”gaver” betragter man personalegoder, der ikke skal bruges i forbindelse med selve arbejdet. Det kan f.ek.s være chokolade, stargebyr til motionsløb eller vin.
  • Kontantgaver er skattepligtige og gavekort er som udgangspunkt også skattepligtige.
  • Det er medarbejderens ansvar at indberette beløbet på årsopgørelsen, hvis arbejdsgiveren i løbet af året giver gaver, som samlet set har en værdi, der overskrider 1.100 kroner.
  • Arbejdsgiveren skal indberette gaven, hvis det er en kontantgave, eller hvis han har givet en gave, hvis værdi i sig selv overstiger 1.100 kroner.

Læs mere om beskatning af julegaver.

Ved du noget? Så send os et tip