I det fynske folks tjeneste

Julehjælp som hjælp til selvhjælp

Meldinger om en markant stigning i antallet af familier, der beder om julehjælp. I Odense er det op til 50 procent flere end normalt. Velfærdsministeriet uddeler i år to mio. kr. fra satspuljen.

Velfærdsministeriet har besluttet at firedoble sin særlige julehjælp i år, oplyser ministeriet. Dermed uddeler Velfærdsministeriet i alt to millioner kroner i julehjælp i år. Pengene går til 15 projekter i 12 større organisationer, som tilbyder julearrangementer eller uddeler julehjælp.

Projekterne, der har fået støtte, drejer sig alle om at hjælpe den dårligt stillede til en form for selvhjælp, så personen får en chance for at komme ud af sin dårlige situation.

Midlerne til julehjælpspuljen kommer fra satspuljen for 2008. En af de organisationer, som får flere penge, er Frelsens Hær. Her får man ingen problemer med at få brugt de 142.000 kroner.

Frelsens Hær melder om en markant stigning i antallet af ansøgninger om julehjælp. Et forsigtigt skøn tyder på en stigning på mindst 25-30 procent på landsplan. I flere af de større byer som Århus, Odense og Esbjerg er der tale om stigninger på mere end 50 procent.

Frelsens Hær vil uddele julehjælp til omkring 6000 familier i Danmark i løbet af de næste dage.