Julelys over Odense

Pærer i alle størrelser - i kæder og i ranker og på det store træ. I tusindvis hænger de og venter på at blive tændt rundt omkring i Odense. Men nu skal de ikke vente meget længere. 

Lørdag eftermiddag klokken 17 bliver der tændt lys i hele byen - i dekorationerne over gaderne i centrum og i det store juletræ på Flakhaven.

Til det sidste ydes der både assistance fra julemanden og borgmester Jan Boye. Men Flakhavens træ er ikke det eneste, der skal tændes. Også ved Børnekulturhuset Fyrtøjet skal 32.000 små pærer lyse op i mørket.

I Kongens Have og Munke Mose tænder FDF Ansgar Kreds fra i dag og hver dag frem til juleaften 1000 levende lys.

Lørdag eftermiddag åbner også skøjtebanen på Gråbrødre Plads - og så er julen skudt igang i Odense.

Oversigt

    Oversigt