Juventus-spiller til OB

Den 18-årige forsvarsspiller Jacob Barrett Laursen skifter til OB fra den italienske storklub Juventus. Jcob Barrett Laursen skifter på en lejekontrakt, der løber frem til slutningen af juni 2014.

Jacob Barrett Laursen har været en del af samtlige danske ungdomslandshold, og han er også allerede inde omkring U20-landsholdet.

Efter at have spillet sine ungdomsår i AaB, skiftede han i 2012 til den italienske storklub Juventus, hvor han jævnligt har trænet med førsteholdstruppen, mens han har spillet kampe for klubbens Primavera-hold.

- Vi havde fornøjelsen af at have Jacob på besøg hos os for et par uger siden, og da viste han ganske lovende takter, og han har bekræftet indtrykket i de seneste dage, hvor han igen har trænet med os. Han er et stort talent, og det er selvfølgelig også derfor, at han har kontrakt med Juventus. Alle parter vurderer dog, at han kan sætte ekstra fart på sin udvikling ved at spille hos os resten af denne sæson, og vi ser frem til at have ham blandt os, siger sportsdirektør Jesper Hansen.

- Det er klart, at han som 18-årig ikke er udset som en spiller, der skal ind og være nøgleperson for os i Superligaen. Men det er en spændende chance for os, for han har nogle åbenlyse kvaliteter, som vi skal se, om vi i fællesskab kan videreudvikle. Vi tror på, at han kan tage det næste skridt, og vi håber at det vil ske hos os, fortsætter Jesper Hansen.

Jacob Barrett Laursen træner allerede sammen med Superligatruppen, og han vil være spilleberettiget for OB, så snart de formelle papirgange mellem Danmark og Italien er endeligt på plads. Han kommer til at spille med trøje nummer 20.

Oversigt

    Oversigt