Jysk Fynske Medier udskifter to direktører

Jysk Fynske Medier har opsagt to direktører og ansætter to andre for at sikre bedre fremdrift i en svær tid.

Den nuværende salgsdirektør, Henrik Damgaard-Hansen og økonomidirektør Michael Brink er fyret og stopper med det samme.

Istedet tiltræder Bjarne Munck som COO den 1. august og Jens Bundgaard Poulsen bliver ny salgsdirektør snarest muligt, når han har afsluttet sine opgaver i Nordjyske Medier, hvor han har samme funktion.

Bjarne Munck er tidligere driftsdirektør og tidligere konsitueret administrerende direktør i Berlingske Media.

- Det er tydeligt for os, at vi ikke præsterer godt nok i øjeblikket. Vi skal revitalisere os efter fusionen og have fuldt fokus på at løfte os fremad, siger Jysk Fynske Mediers administrerende direktør Jesper Rosener.

Jysk Fynske Medier er igang med en større sparerunde især på grund af svigtende annoncesalg og generelt vil ledelsen have mere fokus på virksomhedens indre drift.

- Ikke mindst derfor er det en stor glæde at kunne byde Jens og Bjarne velkommen i virksomheden. Med dem får vi to af branchens allermest erfarne og dygtige folk, der kan bringe os fremad, siger Jesper Rosener.

Jysk Fynske Medier blev til den 14. februar ved en fusion mellem Jyske Medier, Fynske Medier og Syddanske Medier. Siden er Midtjyske Medier kommet til.

Oversigt

    Oversigt