Jysk sejr i Fyen Rundt

Det blev Jens Erik Madsen fra Randers, der løb af med sejren, da der søndag blev kørt Fyen Rundt. Rytteren fra Team Designer Køkken - Blue Water slog Rasmus Guldhammer i den afgørende spurt.

Et stærkt felt på 150 ryttere stillede op til start, da eliterytterne begav sig ud på de 210 kilometer rundt på Fyn.

Feltet kørte stærkt allerede fra start, og de første 100 kilometer blev kørt på omkring to timer.

Sammen med ni andre ryttere kom Jens Erik Madsen afsted i et udbrud og før sidste omgang fik tre mand skabt et afgørende hul.

På opløbsstrækningen blev det til en sprint mellem Jens Erik Madsen og Rasmus Guldhammer fra Team Energi Fyn med Randers-rytteren som vinder.

Alex Rasmussen fra Team Saxo Bank kom ind med feltet.

- Det er altid sjovt at køre det her løb, hvor man kender alle svingene. Men for mig var det mest træning i dag. Jeg har nogle vigtigere løb i næste uge, siger Alex Rasmussen.

Oversigt

    Oversigt