Stor evakueringsøvelse: Efterskoleelever fløj i militærfly henover Fyn

Næsten 500 civile personer blev søndag aften evakueret i helikoptere og millitærfly ved en stor øvelse af Specialoperationskommandoen.

Søndag aften var der gang i det fynske luftrum. Flere helikoptere og et Hercules fly var i luften, da Specialoperationskommandoen gennemførte en stor evakueringsøvelse. 

På trods af flere uforudsete udfordringer var øvelsen en succes.

- Evakueringsmissionen på Fyn betragtes af de deltagende nationer og os som ansvarlig for øvelsen som en succes, da ambitionsniveauet var at evakuere op til 500 borgere og der rent faktisk blev evakueret 473 i løbet af missionen, siger Louise Witus Schierup, der er presseofficer ved Stabsstøttesektionen.

Øvelsen minder om de operationer man for nyligt udførte i Kabul i Afghanistan, hvor man skulle flytte en stor gruppe mennesker fra et sted til et andet. 

Det sker i forbindelse med Night Hawk 2021, hvor det danske jægerkorps, frømænd og specialoperationsstyrker fra hele verden mødes for at træne en lang række forskellige discipliner.

Efterskoleelever var med

Ved søndagens øvelse skulle borgere derfor flyves med helikopter fra Nyborg Destilleri til HCA Airport i Beldringe uden for Odense. Her blev de samlet op i transportfly, hvor de cirklede rundt i luften i 20 minutter, før de igen landede i lufthavnen og blev transporteret tilbage til Nyborg.

Alle borgere, der havde lyst til at deltage, havde mulighed for at møde op på dagen.

- Evakueringsøvelser er, ikke mindst i lyset af de seneste hændelser i Afghanistan, mere højaktuel end nogensinde før. Enkelte af de deltagende samarbejdspartnere havde på forhånd valgt at øve den slags opgaver under øvelse Night Hawk, siger Louise Witus Schierup.

Mere realistisk end forventet

At man ikke lykkes med at evakuere 500, men i stedet 473 har fået Specialoperationskommandoen til at beklage på Facebook. 

- Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at nogle borgere blev forbigået, men de deltagende specialoperationsstyrker fik et meget realistisk træningsscenarie at agere i, siger vicechef for Specialoperationskommandoen, oberst Poul Ebstrup, i et opslag.

På grund af det store trafikuheld på Storebæltsbroen måtte Specialoperationsstyrkerne holde i kø, og sammen med tekniske problemer på de flyvende kapaciteter, betød det, at ikke alle fremmødte borgere blev evakueret.

Infrastrukturen giver gode muligheder

At det var Nyborg, der dannede rammen for evakueringsøvelsen var ikke tilfældigt. Området og infrastrukturen giver gode muligheder for netop sådan en øvelse. 

- Valget af Fyn blev foretaget pga. muligheden for at udføre luftoperationer fra H.C. Andersen lufthavn. Nyborg blev valgt som et opsamlingsområde med en tilstrækkelig infrastruktur og plads til at lande en større helikopter tæt på bymæssig bebyggelse, siger Louise Witus Schierup.

I Specialoperationskommandoens opslag på Facebook takker de for opbakningen blandt borgerne i Nyborg og håber, at alle de fremmødte havde en god oplevelse. 

Presseofficeren oplyser, at der ikke umiddelbart er planlagt flere øvelser på Fyn.