Kadrii puster liv i OB: 1-1 i Randers

Tilbagevendte Bashkim Kadrii scorede for OB, der kom fra baghjul og fik 1-1 på udebane mod Randers FC.

Overskrifterne om endnu en OB-nedtur var ved at blive skrevet, da OBs Bashkim Kadrii sendte noget optimisme og selvtillid i fynboernes retning.

Kadrii udlignede til 1-1 godt et kvarter før tid, da OB spillede uafgjort uden mod Randers FC i Superligaen.

Jyderne var kommet foran på et mål af Ronnie Schwartz, der efter kampen må sende en tak til OB-målmand Jesper Christiansen, der ikke så heldig ud i situationen.

Egentlig burde den store historie være OBs Rasmus Falk, der gjorde comeback efter et langt skadesforløb. Men han gjorde ikke meget væsen af sig.

I stedet var det Bashkim Kadrii, der pustede liv i fynboerne. Den rappe kantspiller sad ude med karantæne i sæsonpremieren i søndags, hvor OB skuffede spillemæssigt.

Målet cirka et kvarter før tid sendte han ind fra sin position som angriber. En position, han var blevet rykket op på for at gøre plads til netop Rasmus Falk, der overtog Kadriis plads på kanten i anden halvlegs start.

Det er temmelig ironisk, at det netop var Kadrii, der skulle sende noget kreativitet og mål i OBs retning, eftersom han måtte tage til takke med at spille venstre back i det meste af seneste sæson.

Men der bliver han nok ikke sat ned igen lige foreløbig. Han var nemlig arkitekten bag de fleste OB-muligheder. Enten som oplægger eller afslutter.

Længe så det dog ikke ud som om, at han skulle lykkes med at hive det ene point hjem til OB. Randers FC var nemlig mest nærgående, selv om kampen generelt ikke bød på mange chancer.

Ronnie Schwartz' mål var hans tredje sæsonmål. Han afsluttede udefra og snød Jesper Christiansen i OB-målet med et skud, der hoppede foran målmanden.

Det uafgjorte resultat betyder, at såvel Randers FC som OB har fået en lidt sløj start på Superliga-sæsonen med to point hver for de første to kampe.

Oversigt

    Oversigt