I det fynske folks tjeneste

Den allerstørste i dansk luftrum: Kæmpe drone testet på Fyn

En kæmpe drone med både vinger og propeller lettede tirsdag fra lufthavnen i Odense. Det er den største, der nogensinde har været i luften i dansk civilt luftrum.

00:58

Kæmpe dronen fra Irland vejer 55 kilo - og kan medtage fem kilo udstyr. Den bliver brugt til blandt andet redningsaktioner. Video: Ole Holbech

Tirsdag middag lettede lidt af en gigant fra Hans Christian Andersen Airport i Odense. 

En 55 kilo tung drone med navnet CGT50 fra Irland. Den kan flyve i op til seks timer ad gangen og flyve med fem kilo tungt udstyr.  

Der skal fire mænd til at bære rundt på kæmpedronen fra irske A-techSYN Foto: Ole Holbech

Dronen, der er en såkaldt V12-drone, er en hybrid mellem en fastvinget og en propelvinget, og den blev testet i anledningen af Internationalt Drone Show i den odenseanske lufthavn. 

Bruges til eftersøgninger

- Den har en kæmpe fordel i forhold til, at den kan lette lodret. Den kan flyve relativt lange distancer, og det betyder, at vi kan bruge den til search and rescue-operationer (ved eftersøgninger og redninger, red.). Vi kan bruge den i beredskabet. Og så kan den filme og lave inspektioner af havvindmøller, fortæller Teit Silberling, der er kommerciel chef i UAS i Danmark.

Læs også Drone skal hjælpe med fynsk ølbryg

UAS er et internationalt drone-testcenter og klynge for den danske droneindustri i Hans Christian Andersen Airport.

Andre droner blev også testet og vist frem. Men her er en i lidt mere normal størrelse. Foto: Ole Holbech

At det er lykkedes at hive store internationale dronevirksomheder som irske A-techSYN til Fyn betyder en del for testcentret i Odense. 

- Det er en anerkendelse af, at vi er et internationalt testcenter. Det betyder rigtig meget. Det er en gamechanger for os, siger Teit Silberling og fortsætter:

- Det betyder, at vi kan komme til at tiltrække større producenter, større leverandører og flere investeringer.

Omkring 200 deltagere, udstillere og operatører fra 15 forskellige virksomheder fra Danmark, Frankrig, Tyrkiet, Norge og Irland deltog i det internationale drone show.

03:54

Se interview med den administrerende direktør i A-techSYN, Gokhan Celik, der producerer hybriddronen. Interviewet er på engelsk.

Luk video