Kæmpe LED-skærm ved Rosengårdcentret får nej

Politikerne i By- og Kulturudvalget i Odense Kommune sagde tirsdag nej til, at en 70 kvadratmeter stor LED-skærm må sættes op på endegavlen af en høj bygning på Tagtækkervej tæt ved Rosengårdcentret.

Der kommer ikke nogen stor LED-skærm op på gavlen af Tagtækkervej i Odense. Et enigt By- og Kulturudvalg sagde tirsdag nej.

Det fortæller by- og kulturrådmand Jane Jegind (V) til TV 2/Fyn.

Det er et samlet udvalg, der er blevet enig om at give afslag på LED-skærmen, fordi vi har vurderet, at den vil være skæmmende for området, siger rådmanden.

Fik afslag

Det er anden gang, at ansøgningen bliver underkendt af politikerne i By- og Kulturudvalget. 

I april sagde politikerne første gang nej til, at reklamefirmaet Track One måtte opsætte den store reklameskærm på bygningen.

Dengang vurderede man, at skærmen ville være til gene for beboerne, der bor i boligselskabet Civicas ejendomme, skærmen vender imod. Både beboerne selv og Civica selv gjorde indsigelser mod opsætningen af skærmen.

Det samme gjorde Rosengårdcentret, fordi centret selv har fået afslag på opsætning af en LED-skærm på sin grund.

Ny løsning

Men Track One gav ikke op og fik foretaget nogle justeringer på skærmen. Den har stadig samme størrelse, 7,2 meter bred og 9,6 meter høj, men en ny type dioder i skærmen benytter en parabol, der samler lyset, så det ikke spredes så meget. 

Samtidig vil Track One lave en vinkling på fem grader væk fra bebyggelserne på modsatte side, og det vil ifølge firmaet gøre, at den store lysskærm ikke længere vil være til gene for beboerne på den modsatte side af vejen.

Forvaltningen nikker ja

By- og Kulturforvaltningen har fået foretaget en uvildig vurdering af Track Ones nye løsning af DTU (Danmarks Tekniske Universitet, red.), der konkluderer, at skærmen ikke vil udgøre nogen gene for beboerne på den modsatte side af Munkerisvej, LED-skærmen vender ud imod.

Fyns Politi, der er øverste myndighed, når det kommer til trafiksikkerheden, har også sagt ja til lysreklamen og sammenholdt med hørigssvarene har forvaltningen nikket ja til Track Ones nye LED-skærm og anbefalet politikerne at godkende lysreklamen, men politikerne sagde altså nej igen.

- Jeg kan ikke sige så meget andet, end vi var enige om, at den lysreklame skæmmer området, siger Jane Jegind.

Track One har nu mulighed for at indklage afslaget for Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Oversigt

    Oversigt