Kæmpe panda flytter ind i Odense Zoo

En stor, rød panda i menneskestørrelse flytter fredag ind i Odense Zoo. Han hedder Bambus, og han lever frit blandt havens øvrige dyr.

Hans navn er Bambus, og han er noget større end de øvrige røde pandaer, der bor i Odense Zoo. Fredag flytter den kæmpestore, syntetiske panda ind i haven.

På mange måder adskiller han sig fra havens andre røde pandaer. Særligt hans job bliver anderledes, fortæller Odense Zoos direktør, Bjarne Klausen.

Bambus fornemmeste opgaver bliver at give krammere til havens mindste besøgende.
Bambus fornemmeste opgaver bliver at give krammere til havens mindste besøgende.
Foto: Morten Albek

- I zoologisk have er vi til for at formidle viden, og derfor bliver mange forvirrede over, at vi skal have sådan en tøj-fyr. Men vi vil rigtig gerne trænge ind til børnene og glæde dem, når de er her, siger Bjarne Klausen.

Derfor skal polyester-pandaen i weekenderne og i skolernes ferie uddele krammere og high fives til havens besøgende.

- Børnene får øjne så store som møllehjul, når de ser ham, og så er der hul ind til hjernen, og så kan vi jo i virkeligheden bruge ham til at få hul til den viden, vi gerne vil formidle om dyrene, uddyber zoo-direktøren.

Medievante pandaer

Odense Zoo har i forvejen to røde pandaer - altså to ægte pandaer - og de små røde har endnu lidt mere medieerfaring end Bambus.

Zoo-direktør Bjarne Klausen håber, at Bambus kan pirre børnenes nysgerrighed for havens dyr.
Fotograf: Morten Albek

Senest i januar kom en af pandaerne i fokus, da et stormvejr blæste den lille fyr ud af haven. En nabo til Odense Zoo informerede dyrepasserne om, at den klamrede sig til et træ på den anden side af indhegningen. 

I sommeren 2017 blev der sat rekord i pandaburet i Odense, da det lykkedes den dengang 17-årige gamle han at blive far til fire små unger. I forvejen er pandafødsler ganske sjældne, og særligt for en herre, der på undfangelsestidspunktet var et godt stykke over gennemsnitsalderen for pandaer på 13 år.

Kort efter familieforøgelsen måtte Odense Zoo aflive den aldrende herre.

Bambus' første arbejdsdag bliver fredag den 17. maj. Klokken 11-13 står han ved hovedindgangen og er klar til at kramme.

Oversigt

    Oversigt