I det fynske folks tjeneste

Kæmpe pengefund i genbrugscontainere

En ung kvinde gjorde et højst usædvanligt fund, da hun ved middagstid onsdag fandt masser af ældre pengesedler i en flaskecontainer i Odense. Hun ringede til politiet, der kort efter fik skilt alle andre containere i nærheden af. Der viste sig at være flere poser med ældre 100 kronesedler og 500 kronesedler - flere hundrede tusinde kroner, ifølge Odense Politi.

-

En ung kvinde gjorde et højst usædvanligt fund, da hun ved middagstid onsdag fandt masser af ældre pengesedler i en flaskecontainer i Odense.

Hun ringede til politiet, der kort efter fik skilt alle andre containere i nærheden af. Der viste sig at være flere poser med ældre 100 kronesedler og 500 kronesedler - flere hundrede tusinde kroner, ifølge Odense Politi.

Ingen spor
Fundet blev gjort nær Hotel Knudsens Gård ved Hjallesevej, på en lille plads, hvor blandt andet Danske Bank, et posthus og en Superbest-forretning er placeret.

Umiddelbart aner politiet ikke, hvor pengene kommer fra, men hælder til en teori om, at det kan være en dement eller sindsforstyrret, der har smidt pengene væk.

Savner vidner
Odense Politi har fået undersøgt sedlerne i en bank, og umiddelbart tyder det på, at alle sedlerne er ægte.

Politiet understreger, at alle pengene nu er fjernet fra området.

Politiet formoder, at pengene er smidt i containerne omkring middagstid onsdag, og politiet vil meget gerne i kontakt med eventuelle vidner, der måtte have set nogle smide pengene fra sig.