I det fynske folks tjeneste

Se videoen: Kæmpe ubåd sejlede under Storebæltsbroen

En 172 meter lang koldkrigskriger - i form af den russiske atomubåd "Dmitrij Donskoj" - sejler fredag i dansk farvand og vil sent på eftermiddagen passere gennem Storebælt.

00:56

Opdatering: Artiklen er opdateret med video af ubåden, der sejler under Storebæltsbroen. 

Verdens største ubåd nåede sent torsdag dansk farvand og var klokken 3.30 fredag morgen nord for Læsø sammen med en slagkrydser og to følgeskibe. 

Læs også Se enorm russisk atomubåd sejle i dansk farvand

Ifølge Forsvarets Operationscenter forventes den at være fremme ved Storebæltsbroen engang fredag aften.

Beredskabsstyrelsen følger nøje de russiske krigsskibes passage, oplyser fysiker og chefkonsulent Steen Hoe.

- Vi er forberedt, og vi har et let forhøjet beredskab, fordi der nu er et par ekstra nukleare reaktorer i dansk farvand.

Det er ikke de nyeste reaktorer, men det er en velafprøvet reaktormodel, og skibene har været på værft for nylig, siger han.

Styrelsen har gennem et lille stykke tid "kørt prognoser" hele vejen ned gennem de danske farvande. Det vil sige analyseret omfanget af et eventuelt radioaktivt udslip.

- Så skulle der ske noget, kan vi hurtigt sige, hvilke områder der kan få problemer, siger Steen Hoe.

Ubåden forlod basen Severomorsk på Kolahalvøen i mandags, skriver netmediet The Independent Barents Observer.

Ubåden eskorteres af den ligeledes atomdrevne slagkrydser "Pjotr Velikij", som er flagskib for den russiske nordflåde, og to slæbebåde.

Fartøjerne er på vej til Sankt Petersborg for 29.-30. juli at deltage i 100-års-jubilæet for grundlæggelsen af den russiske flåde, oplyser Barents Observer.

Under gennemsejlingen af det lavvandede Storebælt skal ubåden være uddykket, altså oppe på havoverfladen.

Her følges den og eskorten på vej af det danske søværn, oplyser oberst Søren Wilhelm Andersen, chef for nationale operationer i Værnsfælles Forsvarskommando.

- Vi gør som regel det, at vi sender et af vores patruljefartøjer ud for at hilse på de fremmede fartøjer, så de er klar over, at vi ved, de er her. Det er en del af vores faste suverænitetshåndhævelse, og det vil vi også gøre denne gang, siger han i en pressemeddelelse.