Kæmpe vindmøller på Lindø

Vindmøllegiganten Vestas lejer sig fra nytår ind i Lindø Industripark for at bygge møllehuse til deres 7 MV havvindmølle.

Vestas gør nu klar til at bygge dele af havvindmøller på det tidligere Lindø-værft, skriver Ritzau.

Vindmøllegiganten har fra nytår lejet sig ind på det nedlagte skibsværft, der tidligere byggede skibe for A. P. Møller-Mærsk.

Her skal Vestas bygge naceller, som er huset på toppen af vindmøllen, til nye 7 MV havmøller.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Vestas.

- Vestas ser det som sin forpligtelse at støtte op om Danmarks position som en ledende spiller i udviklingen af fremtidens landbaserede og havbaserede vindmøller, forklarer virksomheden.

Lindø har faciliteterne

Baggrunden for, at Vestas har valgt Lindø Industripark, er, at ingen af Vestas' eksisterende produktionsfaciliteter i Danmark kan håndtere naceller af den størrelse, der bliver tale om.

De gigantiske møllehuse vil veje næsten 400 ton.

- Derfor er det ikke for meget sagt, at vi taler om noget, som er meget
større, end vi tidligere har lavet. På Lindø er de vant til materialer af den størrelse, og det var derfor et oplagt valg, siger Søren Husted, direktør for Vestas Nacelles.

Samtidig er det vigtigt, at der er store kraner og direkte adgang til en havn, når de skal producere så store havvindmøller.

Det fremgår ikke, hvor mange nye arbejdspladser der bliver tale om.

Indtil videre har Vestas skrevet kontrakt med Lindø Industripark for de
næste to år med mulighed for forlængelse.

Hvis den store havvindmølle skal masseproduceres efterfølgende bliver det ikke i Danmark, da Vestas allerede har en aftale på plads i England.

Oversigt

    Oversigt