I det fynske folks tjeneste

Kæmpekran skal hæve forlist sandsuger ved Fyn

SOK forsøger tirsdag at bjærge den sandsuger, der i sidste uge sank ud for Tørresø.

En sandsuger på bunden ud fra Fyn forsøges hævet til overfladen igen efter at være gået til bund lørdag.

Kranen Samson skal tirsdag prøve sine kræfter på den sandsuger, som i sidste uge gik til bunden ud for Tørresø Strand på Nordfyn. Der er ikke risiko for olieudslip, oplyser Søværnets Operative Kommando, SOK.

- De må gå i gang med bjærgningsforsøget i dag, og de er i gang med kran og dykkere derude, siger vagthavende skibsfører fra SOK til Ritzau.

I forbindelse med ulykken lækkede skibet noget dieselolie, men frivillige fra Marinehjemmeværnet var hurtige til at lægge en flydespærring ud omkring det forliste skib.

- Der kom noget olie fra den, men de regner med, at det kom fra en gravko om bord. Der er stadig olie i skibet, men de har lukket alle indgange til skibet, fortæller den vagthavende.

Samson er en flydende kran, der normalt holder til i Aarhus Havn. Den blev også brugt, da et skib sejlede ind i Limfjordsbroen i slutningen af marts.

Der er meget lavvandet der, hvor sandsugeren sank, og selv om skibet ifølge SOK formentlig ligger på bunden, så stikker noget af skibet fortsat op af vandet. Det ligger på skrå på siden og kølen.

Skibet skal slæbes til Fayard - det tidligere Lindøværftet - når sandsugeren kommer op til overfladen.

Det er ikke endelig afklaret, hvad der er årsag til ulykken. Men ifølge besætningens forklaringer til Fyns Politi tippede skibet, fordi lasten var kommet i ubalance.

- Det kunne være noget med ballasttankene, men det skal teknikerne fra Havarikommissionen undersøge nærmere, sagde Erik Skov hos Fyns Politi tidligere.

En sandsuger er et skib, der kan suge sand op fra havbunden. Den forulykkede sandsuger har tilladelse til at suge sand i et område i nærheden af det sted, hvor den sank.

Ved du noget? Så send os et tip