Voldssager i kraftig stigning: Kærestepar var tæt på at blive overfaldet

Der er sket en stigning i antallet af anmeldte voldsepisoder på Fyn over en periode på fem år.

Onsdag i sidste uge blev en 36-årig mand trampet i hovedet på Odense Banegård Center.

Det er blot det seneste tilfælde af flere voldelige episoder i Odense og på Fyn gennem de seneste 12 måneder.

I marts fik politiet en anmeldelse om, at der var begået vold mod en dørmand, og dagen før blev der nikket en skalle mod en person på et diskotek i Odense.

Nu fortæller en 18-årig pige om en ubehagelig episode, der ifølge hende kunne være gået galt.

Råb om hjælp

Kirstine Nygaard Olsen og hendes kæreste var på vej til perronen på Odense Banegård Center.

Mens de står på rulletrappen, begynder Kirstines kæreste at lugte cigaretrøg. Det går op for ham, at en flok drenge står og puster røg i ansigtet på parret.

Den 18-årige pige fra Stenstrup beder drengene op at stoppe, men det gider de ikke.

- De begynder at opføre sig aggressivt, da vi kommer op ad trappen, hvor de så stopper op foran os, siger hun til TV 2/Fyn.

Drengene råber skældsord efter Kirstine, og her bliver det for meget for hendes kæreste. Han tager fat i en af drengene, og der opstår tumult.

Kirstine råber efter hjælp, men menneskerne på Odense Banegård Center står blot og ser til.

Større anmeldelsestilbøjelighed

Kirstine og hendes kæreste anmeldte ikke episoden til politiet.

Men det er der mange andre, der gør, viser tal fra Fyns Politi. Antallet af voldsanmeldelser på Fyn er nemlig steget med over 51 procent på fem år. Fra 2013 lød tallet på 460, mens i 2018 var der 697 anmeldte voldsepisoder spredt udover Fyns ti kommuner.

- Jeg tror, der er en generel større anmeldelsestilbøjelighed blandt befolkningen. Det er ikke kun negativt, at vi har et større tal. Vi arbejder for at sikre en tryghed blandt borgerne og give en forståelse for, at det kan betale sig at anmelde til politiet, siger vicepolitiinspektør i Fyns Politi Anders Sims-Nielsen til TV 2/Fyn.

For den 18-årige butiksassistent endte episoden ikke med vold. Drengene endte til sidst med at gå væk fra parret, uden nogen kom til skade. Men det har været svært for Kirstine at lægge episoden bag sig.

- Hver gang jeg kører op ad rulletrapperne nu, går der et sug igennem maven på mig.

Oversigt

    Oversigt