I det fynske folks tjeneste

Ø-festival gør det igen: Kamp om 600 billetter afgjort på sekunder

Den lille musikfestival Avernax har fortsat ikke planer om at være større. Fredag blev alle 600 billetter solgt på ingen tid.

Avernax foregår i strandkanten under særdeles afslappede forhold. Foto: Emil Madsen

Den lille musikfestival Avernax på sydfynske Avernakø har gjort det igen. 

I løbet af ingen tid blev alle 600 billetter solgt - faktisk stod 1.200 i kø, da billetsalget blev åbnet fredag klokken 18.00.

- Der er udsolgt, kunne presseansvarlig Laura Kjeldbjerg meddele fredag ved 18.30-tiden.

- Det tog en halv times tid for systemet, at få bestillingerne ekspederet, men der stod 1.200 i kø allerede det første minut, uddyber hun.

Læs også DAB-udbud: Radio- og tv-nævn står ved Radio Louds sejr

Ved 18.30-tiden viste billetsystemet, at knap 1.200 fortsat stod håbefuldt i kø og at der kun var få børnebilletter til salg.

Fakta om Avernax

Avernax 2020 foregår i dagene 6. til 9. august og prisen for en voksenbillet er 2.200 kroner. En børnebillet (6 til 12 år) koster 500 kroner.

 

Med i prisen er blandt andet musik, otte måltider af så vidt muligt lokale økologiske råvarer, fri fadøl, fri sodavand, teltplads og adgang til sauna og vildmarksbad.

 

Kilde: Avernax.dk

Se mere

Avernax afvikles i 2020 for fjerde gang, og igen er alle billetter forsvundet som dug for solen.

Det er sket på trods af, at der endnu ikke er sat navn på en eneste artist, men Laura Kjeldberg har en god formodning om hvorfor.

- Måske har vi opbygget en publikumsskare, men også nået ud til nye og dermed opnået en større kendskabsgrad, forklarer hun og tilføjer, at "folk har den største ja-hat på og vil hjælpe med".

- Folk er med på konceptet om at hjælpe hinanden, så vi har på en eller anden måde ramt en åre.

Laura Kjeldberg fortæller også, at festivalen ikke er interesseret i flere deltagere.

- Det skal være bæredygtigt for øen. Hvis vi begynder at forstørre det, vil øboerne måske føle sig løbet over ende, siger hun.

Læs også Fynske skatte til event i Ryslinge: - De får ikke mit komfur, men de må gerne fotografere det

Der spilles dansk

Om musikprogrammet satser Avernax igen på det danske med et eller to hovednavne. Sidste år var det Alberte og Folkeklubben, som stod øverst på plakaten.

- Vi sigter som tidligere på et eller to navne. Omvendt vil vi gerne give mulighed for nogle up coming band.