Kamp om at blive borgmesterafløser

Der bliver kampvalg i Faaborg-Midtfyn, når Venstre skal finde afløseren for Christian Thygesen som borgmesterkandidat.

Da fristen udløb for at melde sit kandidatur havde to af Venstres siddende kommunalbestyrelsesmedlemmer begge meldt sig.

Det er Bo Petersen og Søren Kristensen.

På papiret ligner de to kandidater hinanden en del, da de begge har siddet i kommunalbestyrelsen siden 1998.

- Jeg har da tænkt på, om jeg overhovedet kunne fylde den rolle ud. Der er rigtige mange ting, man skal kunne, når man står i den rolle, så det er med en vis ydmyghed, at jeg stiller op. Men efter den store opbakning jeg har fået, er jeg klar, fortæller Søren Kristensen til TV 2/FYN.

 

Søren Kristensen er landmand og bor i Vantinge
Søren Kristensen er landmand og bor i Vantinge

- Jeg synes, jeg har opnået bred politisk indsigt, og jeg er nu parat til at tage større ansvar, siger Bo Petersen til TV 2/FYN.

 

Det kom som noget af en overraskelse, da partiets nuværende borgmester Christian Thygesen den 20. januar meddelte, han ikke genopstiller til kommunalvalget i 2017 efter blot en periode. Derfor gik jagten ind på at finde en mere stabil kandidat. Et krav har været, at kandidaten skal være klar til at tage mindst to perioder mere.

Nu skal en afstemning på et opstillingsmøde blandt de fremmødte medlemmer 14. juni afgøre, hvem der kommer til at gå efter borgmesterposten til kommunalvalget næste år.

Se interview med begge kandidater på TV 2/FYN kl. 19.30

Tidligere søndag har TV 2/FYN udgivet en artikel, hvoraf kun Søren Kristensens kandidatur var kendt - men først i løbet af søndagen stod det klart for partiets formand, at også Bo Petersen er kandidat. Den første artikel er derfor slettet igen.

Oversigt

    Oversigt