I det fynske folks tjeneste

Kamp om førtidspension: Halvdelen af Gittes tarme er uden for maven

En læge på Vejle Sygehus har vurderet, at en operation af Gitte Nielsen er for farlig. Alligevel ser Faaborg-Midtfyn Kommune ikke alle behandlingsmuligheder udtømt. Gitte Nielsen kan derfor ikke få førtidspension.

00:28

Gitte Nielsens mavebrok har resulteret i, at størstedelen af hendes tarme ligger uden for bughulen. Video: Ken Petersen

Gitte Nielsens mavebrok har resulteret i, at størstedelen af hendes tarme ligger uden for bughulen. Foto: Ken Petersen

Gitte Nielsens mavebrok har resulteret i, at størstedelen af hendes tarme ligger uden for bughulen. Foto: Ken Petersen

1 af 3

I 2012 blev Gitte Nielsen opereret, men operationen resulterede i et mavebrok, hvor halvdelen af hendes tarmindhold nu ligger uden for bughulen og hænger ned foran maven. Gitte Nielsens mavebrok har medført så voldsomme smerter og gener, at hun stort set ikke kan arbejde.

- Brokket trækker ned, fordi det er tungt, og det trækker skævt, fordi det er i venstre side, så min lænd er fuldstændig smadret. Jeg har det, som om jeg har en kniv i ryggen, hvis jeg står op for længe, fortæller Gitte Nielsen.

Jeg har det som, jeg har en kniv i ryggen, hvis jeg står op for længe

Gitte Nielsen

I årene efter brokket blev konstateret, undersøgte Gitte Nielsen muligheden for at få opereret tarmene tilbage på plads, men både på Svendborg Sygehus og Vejle Sygehus vurderede lægerne, at det ikke var en mulighed. En overlæge på Vejle Sygehus skriver blandt andet i journalen: 

- Kan ikke bringes tilbage til bughulen på normal vis uden betydelige problemer for patienten i form af øget tryk i bughulen, som vil hæmme tilbageløb af blod til hjertet og påvirke nyrefunktionen. Denne risiko kan jeg ikke løbe på patientens vegne. 

Gitte Nielsens mavebrok har resulteret i, at størstedelen af hendes tarme ligger uden for bughulen. Foto: Ken Petersen

Efter besøget på Vejle Sygehus besøger Gitte Nielsen også Bispebjerg Hospital, hvor en læge gerne vil operere hende. Men beskeden fra overlægen på Vejle Sygehus fylder for meget i Gitte Nielsens bevidsthed, og derfor tør hun ikke lade sig operere på Bispebjerg Sygehus. 

Glad for virksomhedspraktikken trods besvær
Der går langt tid før Gitte Nielsen bliver tilbudt et arbejdsprøvningsforløb, fordi kommunen, ifølge hende, har svært ved at finde et sted, hvor de mange skånehensyn er en mulighed. Så fra 2013 til 2017 går hun hjemme på kontanthjælp, uden der sker noget i sagen. 

Læs også Kritik fra læger: Kommuner sparer på førtidspension til syge

Gitte Nielsen starter i arbejdsprøvning i en genbrugsbutik i slutningen af februar 2017, hvor hun blandt andet betjener kunder og sorterer varer. 

Jeg kan læse i dine papirer, at du var glad for arbejdet. Hvorfor er det, du helst vil have en førtidspension og ikke holde fast i det gode, der er ved at være tilknyttet en arbejdsplads? 

Jeg var utrolig glad for at være i min arbejdsprøvning. Det var søde mennesker og god opbakning. Men når jeg kom hjem, kunne jeg ikke noget Jeg levede af rugbrød i den periode, fordi jeg ikke engang kunne stå op ved mit køkkenbord på grund af smerter, siger Gitte Nielsen. 

Gitte Nielsen bliver kørt frem og tilbage i taxa hver dag, så transporten ikke skulle slide på energien. Alligevel er Gitte Nielsen kun effektiv 10 til 20 minutter ud af de to timer, hun arbejder, kan arbejdspladsen berette til kommunen. 

Uddrag fra Rehabiliteringsteamets gennemgang af Gitte Nielsens sag

Uenighed i kommunen 

Efter Gitte Nielsens jobafklaringsforløb udarbejder rehabiliteringsteamet, som både består af sagsbehandler, jobkonsulent og en sundhedsfaglig rådgiver en indstilling til førtidspension, fordi det vurderes at: 

- Der beskrives i afmeldingen fra jobkonsulent en effektivitet på cirka fem procent i løbet af to timer. Det vurderes således, at Gittes arbejdsevne er reduceret til en ubetydelighed, og der ses ikke flere udviklingsmuligheder ift. hendes arbejdsevne. 

Uddrag fra Rehabiliteringsteamets gennemgang af Gitte Nielsens sag

Derudover fremhæver rehabiliteringsteamet, at Gitte Nielsen har været undersøgt på både Svendborg og Vejle sygehus, hvor det ikke var muligt at blive opereret. 

I indstillingen beskrives Gitte Nielsens generelle helbredsmæssige situation også, hvor vedvarende smerter i hoften, hænder, skuldre, knæ og ankler samt begyndende slidgigt i i hoften beskrives. Ydermere beskrives det, at Gitte Nielsen siden 2011 har været i behandling for depression. 

Uddrag fra Rehabiliteringsteamets gennemgang af Gitte Nielsens sag

Indstillingen til førtidspension sendes videre til pensionsteamet i Faaborg-Midtfyn Kommune

De mener ikke, at alle behandlingsmuligheder er udtømte. De skriver i deres afslag på førtidspension: 

- Bisbebjerg Hospital har udtalt, at de vil operere Gitte, men at det forud krævede et vægttab. Dette vægttab er ikke lykkedes for Gitte, oplyser egen læge. Gitte har endvidere oplyst, at hun ikke har mod på denne operation. På den baggrund vurderer pensionsteamet, der er behandlingsmuligheder. At Gitte ikke ønsker at gennemføre vægttab og operation, står hende frit for. 

Pensionsteamets svar til Rehabiliteringsteamets undersøgelse

- Da jeg så det her, fik jeg den opfattelse, at det var dem, der gik ind og rådede over mit liv, siger Gitte Nielsen. 

Tilbage til kommunen

Sagen blev efter pensionsteamets vurdering sendt tilbage til rehabiliteringsteamet, som hvor en læge har vurderet sagen, og den er nu sendt tilbage til pensionsteamet.

Koncerndirektør for Arbejdsmarked i Faaborg-Midtfyn Kommune, Helle Vibeke Carstensen, oplyser til TV 2/FYN, at hun ikke kan udtale sig om en verserende sag men skriver i en mail: 

- Når vi behandler en ansøgning om førtidspension er den altid baseret på en lægefaglig vurdering. Den lytter vi naturligvis til – og ofte er den et centralt element i sagen. Nogle gange har vi sager, hvor der er lægefaglige vurderinger, som går i hver sin retning. Så har vi mulighed for at få en sundhedskoordinator til at lave en særlig vurdering, som vi kan bruge i vores behandling af sagen.

Sagen ligger derfor lige nu fortsat hos Faaborg-Midtfyn Kommune.