Kamp om madaffald: Borgerlige blokerer flertallets beslutning

Et flertal i økonomiudvalget var onsdag klar til at træffe beslutning om at etablere et offentligt ejet forbrændingsanlæg til madaffald. Men beslutningen blev blokeret af Venstre og Konservative.

Søren Windell fra Konservative og Jane Jegind fra Venstre benyttede sig onsdag af deres ret til at blokere for et forslag, som et flertal ellers var klar til at træffe beslutning om i Odense Kommunes økonomiudvalg.  

Sagen drejer sig om et såkaldt pulpe-anlæg, der kan forbrænde madaffald fra alle fynske kommuner - bortset fra Ærø og Middelfart. Odense Kommune har sat sig i spidsen for etablering af et offentligt ejet forbrændingsanlæg. Anlægget vil koste de otte fynske kommuner 59 millioner kroner. Et flertal bestående af Socialdemokratiet, Radikale og SF i Odense bakker op om et kommunalt ejet affaldsanlæg.

quote Jeg tror, at odenseanerne har andet at bruge penge på end at overbetale et kommunalt affaldsanlæg

Jane Jegind, Venstre

- Vi har haft en god drøftelse om sagen i økonomiudvalget, og på baggrund af fortrolige oplysninger har et flertal besluttet at støtte forslaget fra Odense Renovation om at etablere et offentligt affaldsanlæg, siger borgmester Peter Rahbæk Juel(S).

Borgmesterens beslutning er baseret på fortrolige oplysninger

Men Venstre og Konservative mener ikke nødvendigvis, at de fynske kommuner skal investere i et offentligt affaldsanlæg. I forvejen driver den private virksomhed NC Miljø et tilsvarende affaldsanlæg i Ringe. 

- Jeg tror, at odenseanerne har andet at bruge penge på end at overbetale et kommunalt affaldsanlæg, hvis vi ikke en gang tør gå ud og afprøve om andre kan løse opgaven billigere end et kommunalt ejet selskab. Jeg er ked af, at flertallet hænger fast i en ideologi om, at private vil man ikke lege med, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).

Baseret på fortrolige oplysninger

Det er sjældent, men ikke første gang, at politikerne gør brug af deres standsningsret, der betyder, at udvalget nu skal forelægge sagen for byrådet, før der kan træffes en afgørelse.

- Beslutningen om at følge forslaget fra Odense Renovation om at etablere et offentligt pulpe-anlæg er ikke bygget på ideologi, men på sund fornuft. Vi har fået indblik i en række fortrolige oplysninger, der viser, at et offentligt ejet anlæg vil være det bedste og mest fornuftige for borgerne, siger borgmesteren, der også er formand for økonomiudvalget i Odense Kommune.

Byrådsflertal for kommunalt anlæg

De borgerlige partiers brug af standsningsretten vil dog næppe ændre beslutningen, da der ligesom i økonomiudvalget er et solidt rødt flertal i byrådssalen, der støtter forslaget om at etablere et kommunalt forbrændingsanlæg til madaffald.  

- Jeg vil gerne have, at vi får prøvet markedet af gennem et udbud, og her kan Odense Renovation også byde ind, så vi får den bedst mulige løsning for forbrugerne til den bedst mulige pris, siger by- og kulturrådmand, Jane Jegind (V).

 

Forslaget om at lave et kommunalt ejet anlæg til destruktion af madaffald kommer fra det kommunalt ejede selskab Odense Renovation. Ifølge Odense Renovation kan det private firma udnytte sin monopolstatus til at hæve priserne på destruktion af affald, og derfor foreslår selskabet, at de fynske kommuner etablerer et alternativ. 

Forslaget skal nu behandles på næste byrådsmøde som et lukket punkt. Efterfølgende skal de resterende syv fynske kommuner tage stilling til, om de være med til at etablere et kommunalt ejet pulpe-anlæg.

Standsningsret

Oversigt

    Oversigt