Kampagne skal redde industri

En ny kampagne skal forbedre produktionsbranchens image i befolkningen. Nu skal det være slut med dommedagsudsigter og rekrutteringsbesvær.

Det er Provinsindustriens Arbejdsgiverforening, der står bag kampagnen, der skal overbevise danskerne og især de unge om produktionsvirksomhedernes vigtighed.

- Vi hører kun om, at virksomheder flytter produktionen til udlandet, samtidig med at færre og færre unge vil arbejde i branchen. Derfor bliver vi nødt til at gøre befolkningen og dermed politikerne opmærksomme på, at landet er afhængig af de produktionsvirksomheder vi har, siger formand for foreningen og direktør i den fynske drivhusvirksomhed Juliana, Bo Stærmose, til TV 2/FYN.

En undersøgelse foreningen har lavet viser, at kun ti procent af de unge er interesserede i at arbejde i en produktionsvirksomhed.
- På grund af krisen har vi endnu ikke problemer med at finde folk, men vi frygter det på længere sigt. Derudover er det også vigtigt, at gøre akademikerne opmærksomme på at vi også har masser af stillinger, der kræver en længere uddannelse, siger Bo Stærmose.

16 procent af den samlede arbejdsstyrke i Region Syddanmark arbejder i produktionsbranchen, som står for 51 procent af Danmarks samlede eksport.

"Nyskabende Danmark" - Se kampagnen "Nyskabende Danmark" her

Oversigt

    Oversigt