I det fynske folks tjeneste

Ville have standset kampen: Kampdommer hørte ikke homofobiske tilråb i Odense

Dommer Jakob Kehlet hørte ikke homofobiske tilråb fra tribunerne i superligakampen mellem OB og FC København.

Dommer Jakob Kehlet (tv.) ville have standset superligakampen mellem OB og FC København, men han hørte ikke de homofobiske tilråb fra tribunerne . Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix

Jakob Kehlet, der dømte superligakampen mellem OB og FC København søndag, hørte ikke homofobiske tilråb fra tribunerne.

Det siger han til DR.

Men det er ikke ens betydende med, at det ikke er fundet sted, forklarer Jakob Kehlet.

- Mange gange har man jo fokus på noget andet. Når der lige er scoret et mål, er der typisk larm fra stadion, som der var i det her tilfælde i weekenden.

- Desuden skal vi jo også holde øje med, hvordan jublen er, om der er noget, der skal falde advarsel for. Dér er vi koncentrerede om den del, siger han til DR.

Læs også Kulturminister kræver sanktioner efter homofobiske tilråb

Det er dommerens opgave at stoppe en kamp, hvis han hører uacceptable tilråb fra tribunerne som for eksempel homofobiske eller racistiske tilråb.

Og havde Jakob Kehlet hørt homofobiske tilråb, ville han have stoppet kampen, men det kan være svært for dommerne at høre alt, hvad der foregår på tribunerne, siger han.

Han forklarer, at Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) for nylig har indskærpet over for dommere, at det forventer handling i sådan nogle situationer.

Læs også Homo-råb på Odense Stadion: Disciplinærinstans tager sag om homofobiske tilråb op

Dommeren skal først stoppe kampen, og det skal annonceret over højttalerne, at tilråbene skal stoppe. Sker det ikke, så skal spillet afbrydes, og spillerne skal gå fra banen, mens meddelelsen til tilhængerne gentages.

Fortsætter tilråbene skal kampen afbrydes.

Debatten om homofobi i fodbold er blusset op, efter at FCK-spilleren Viktor Fischer søndag brokkede sig over, at OB-fans undervejs i kampen var kommet med homofobiske tilråb mod ham.

Mandag aften var der igen tilråb, da Brøndby mødte FC Nordsjælland i Farum. Efter kampen sang en gruppe Brøndby-fans sangen "Fischer, han er gay", hvilket oversat til dansk betyder, "Fischer, han er bøsse".

Det er blevet opsnappet af TV3's kameraer efter opgøret i Farum.

Både Brøndby og OB har efterfølgende taget afstand fra episoderne, ligesom både Dansk Boldspil-Union (DBU), Spillerforeningen og Divisionsforeningen finder tilråbene uacceptable.

Tirsdag meddelte Fodboldens Disciplinærinstans, at den vil se nærmere på de to episoder.