Skanning afgør skæbne: Kan fynbo spille med på landshold?

Den danske landsholdsanfører blev skadet i knæet i weekendens Champions League-kamp for Odense Håndbold.

Den danske landsholdsanfører Stine Jørgensen måtte i weekenden forlade banen med cirka ti minutter tilbage af Odense Håndbolds Champions League-kamp mod Metz.

Årsagen var en skade i knæet, som Stine Jørgensen modtog behandling for på bænken, inden det blev afgjort, at hun ikke kunne spille videre i kampen.

Og skaden holdt også den rutinerede bagspiller ude af Odenses ligakamp tirsdag aften, men træner Jan Pytlick kan endnu ikke sige, hvor alvorlig skaden er.

- Hun skal undersøges i dag (red. onsdag) eller i morgen, og vi ved ikke rigtig, hvordan det ser ud, så vi kan ikke sige noget om det, før vi har fået hende igennem et lægetjek, siger han.

Lægetjekket består formentlig af blandt andet en skanning, forklarer Pytlick, der også bekræfter, at det er det højre knæ, den er gal med.

Kan gå glip af flere kampe

Fredag skal Odense-mandskabet spille Champions League på udebane mod Larvik, men Pytlick kan ikke sige, om holdets store profil bliver klar til kamp.

Stine Jørgensen skal mødes med det danske landshold den 19. til 25. november for at spille Møbelringen-turnering i Norge, inden holdet 30. november spiller sin første kamp ved EM i Frankrig.

Oversigt

    Oversigt