Borgere gør noget, når kommunen ikke gør: - Kan vi så få det blå flag

Nu går en gruppe borgere fra Kerteminde ind i kampen om at få det blå flag, som kommunen sparede væk sidste år, tilbage på stranden.

Selvom lufttemperaturerne endnu ikke indbyder til en dukkert i bølgerne på stranden i Kerteminde, er der alligevel en hel del snak om det i de her dage. 

quote Jeg synes, at det er vigtigt, at vi kommer op på tæerne og siger, at det her, det vil vi ikke. Vi vil have rent vand i Kerteminde.

Henrik Bendtsen, bager i Langegades Bageri i Kerteminde

Onsdag kunne TV 2/Fyn fortælle, at livreddernes eksistens på den populære fynske strand i Kerteminde var i fare, fordi kommunen ville spare de 30.000 kroner, det koster kommunen at have livredderne på stranden. Senere på dagen kom Kerteminde Camping så livredderne til undsætning. De ville gerne donere de 30.000 kroner, så der kunne komme livreddere på stranden til sommer. 

Men det er ikke det eneste sted, hvor stranden i Kerteminde kunne bruge lidt hjælp. 

- Vi er gået i gang med at forsøge at skaffe midler, så vi kan få det blå flag tilbage (på stranden i Kerteminde, red.). Det betyder så utrolig meget for turisterne og os, der er fastboende her, at vi kan markere, at vi har den strand med det blå flag, siger Else Møller, der er formand for Turismens Venner i Kerteminde og sidder i byrådet for Konservative. 

I forsøget på igen at spare besluttede kommunen sidste år i november, at Nord- og Sydstranden i Kerteminde ikke skulle have det blå flag vajende.

Det blå flag

- Det er en skandale.

Men det vil en gruppe borgere i Kerteminde ikke finde sig i. 

- Jeg hørte, at det blå flag skulle fjernes fra strandene i Kerteminde, og det synes jeg var en skandale, for det betyder rigtig meget, at vi viser, at vi går op i miljø og rent vand, fortæller Henrik Bendtsen, der er bager i Langegades Bageri i Kerteminde. 

Bageren fra Kerteminde har boet i byen altid. Han er ikke i tvivl om, hvor vigtig det blå flag på stranden er for byens borgere. 
Fotograf: Ole Holbech

- Jeg synes, at det er vigtigt, at vi kommer op på tæerne og siger, at det her, det vil vi ikke. Vi vil have rent vand i Kerteminde. Jeg bor her, og jeg er født her, og jeg har levet hele mit liv her. Som bager betyder det jo nok ikke det store, for vi har jo ikke strandturister, men som borger i Kerteminde, der betyder det utrolig meget. 

quote Nu kan vi jo se, at der hurtigt kan komme nogen midler, når der er ting, man gerne vil.

Else Møller, formand for Turismens Venner i Kerteminde

Derfor tog han kontakt til Else Møller og Turismens Venner for at gøre noget ved sagen. 

- Turismens Venner var her oppe og bage julekager (Lagegades Bageri, red), og så siger Henrik: "Else, der er noget vi skal have løst. Det her det kan vi ikke finde os i." Og så gik vi i gang med at finde ud af, hvad vi så kunne gøre, fortæller formanden for Turismens Venner i Kerteminde. 

Nu skal der gøres noget

De to kertemindere er nu i fuld gang med at få lavet klistermærker til biler og badges til alle borgere, så der kan komme noget opmærksomhed på de manglende blå flag til sommer. 

- Vi må bare prøve alt, hvad vi kan, fortæller bageren fra Kerteminde. 

Det giver dog de to ildsjæle et lille håb, at der bare efter et par timers opmærksomhed på TV 2/Fyns hjemmeside omkring udsigterne til en strand uden livreddere, kom nogen til undsætning.  

- Nu kan vi jo se, at der hurtigt kan komme nogen midler, når der er ting, man gerne vil, siger Else Møller. 

De to engagerede borgere gør Kerteminde-politikeren Jesper Hempler (SF), som er formand for Miljø- og Teknikudvalget i kommunen, glad.  

- På mange måder viser det jo, at der er nogen, der interesserer sig for byen og det liv, der er i byen, for det betyder blå flag jo også noget for, siger han og fortsætter:

- Under alle omstændigheder synes jeg, at det er dejligt, at der er sådan nogle initiativer her. 

Det glæder Kerteminde-politiker, at borgerne kommer til undsætning. 

Hvis hjælpen kommer til de blå flag i Kerteminde ligesom den kom til livredderne på stranden, så er planen allerede klar:

- Så går vi over til borgmesteren og siger: "værsgo, kan vi så få det blå flag igen", siger Henrik Bendtsen. 

Oversigt

    Oversigt