Kandidat fik nul stemmer - stemte ikke engang på sig selv

En kandidat fra Svendborg Lokalliste undlod at stemme på sig selv - og så fik han slet ingen stemmer ved kommunalvalget.

Peter Rahbæk Juel (S) fik 28.425 personlige stemmer i Odense, og Kenneth Muhs (V) fik 5.511 i Nyborg, og de to fynske politikere kan fortsætte med borgmesterkæden om halsen. 

Der er dog kandidater, der ikke nyder samme opbakning fra vælgerne. I Svendborg stillede Erik H. A. Jakobsen op for Svendborg Lokalliste, men han fik slet ingen stemmer.

Med andre ord stemte han ikke engang på sig selv. Han kom ikke i byrådet i Svendborg.

Radikal kandidat fik to stemmer

Han er dog ikke den eneste fynske kandidat, der har fået et lavt antal stemmer ved kommunalvalget.

Bjarne Laustsen, der stillede op for Radikale Venstre i Svendborg, kunne kun notere sig to personlige stemmer.

Det samme gælder i Nyborg, hvor Erling M. Hansen og Frank Pedersen fra Folkepartiet Nyborg og Jan Ulrik Pedersen fra Borgerlisten måtte nøjes med to krydser fra vælgerne.

Det kan være sparsomt, hvor meget vælgerne har haft kendskab til de enkelte kandidater, og derfor kan det være svært at profilere sig.

Kommunist fik tre stemmer trods tv-optræden

TV 2/Fyn havde inviteret til ti debatmøder i de ti fynske kommuner i ugerne op til valget.

Her deltog blandt andre Bent Hansen i halvanden times tv-debat som spidskandidat for Kommunistisk Parti på Langeland. Han fik tre stemmer ved tirsdagens kommunalvalg og fik ikke en plads i kommunalbestyrelsen. På Langeland var 22 personlige stemmer nok til at komme ind.

Mange andre kandidater i de fynske kommuner har fået færre end fem stemmer ved kommunalvalget.

Der er primært tale om kandidater fra de mindre partier eller borgerlister, men også de store, etablerede partier har kandidater, hvor stemmetallet kan tælles på én hånd. Socialdemokraten Preben Jørgensen fra Langeland måtte nøjes med fem personlige stemmer, hvoraf den ene formentlig er hans egen.

Erik H. A. Jakobsen, der fik nul stemmer, ønsker ikke at fortælle til TV 2/Fyn, hvorfor han undlod at stemme på sig selv. 

Oversigt

    Oversigt