Kandidat: Overskægsidé hitter

Den unge byrådskandidat Morten Kibæks opfordring om at tegne overskæg på sine valgplakater er blevet taget godt imod af odenseanerne.

I starten af november lancerede byrådskandidat Morten Kibæk en konkurrence, hvor han opfordrede Odenses borgere til at tegne skæg på sine valgplakater.

Anledningen er den globale Movember-kampagne, hvor mænd i november måned anlægger et overskæg for at sætte fokus på kampen mod prostata- og testikelkræft samt mænds mentale sundhed.

Opfordringen er i den seneste tid blevet fulgt op af mange odenseanere, og Morten Kibæk vurderer, at mere end 100 valgplakater nu er blevet udstyret med et påtegnet skæg.

- Det er gået langt over forventning, og jeg er meget glad for, at så mange borgere har grebet tuschen og taget godt imod initiativet. Jeg har fået masser af positive tilbagemeldinger på gaden - både fra folk, der synes, det er en god måde at skabe fokus på mænds helbred, men også fra folk, der bare gerne vil slå fast, at deres bud er det klart bedste, fortæller Morten Kibæk med et stort smil.

Konkurrencen løber frem til den 20. november, hvor Morten Kibæk vil kåre det bedste skæg, der er lagt op på Facebook-siden "Morten Kibæk". Vinderen får et gavekort på 500 kroner til en af Odenses restauranter, mens Movember-kampagnen modtager fire kroner for hver valgplakater, der er blevet tegnet overskæg på.

I alt har Morten Kibæk hængt 800 valgplakater op i Odense, så det skulle bestemt være muligt at finde en, der endnu ikke er tegnet på, hvis man vil deltage i konkurrence.

Oversigt

    Oversigt