I det fynske folks tjeneste

Kandidater kæmper for synlighed

Der er ingen grænser for hvad kandidaterne til det kommende kommunalvalg vil gøre for at være synlige i valgkampen. Glem alt om politiske budskaber -  valgkampen handler om at turde gøre noget anderledes.

Sang og sumobrydning

Kim Lange Hansen har lavet en sang om Anker Boye

Et eksempel finder sted fredag aften, hvor Venstres kandidat i Odense Per Lydiksen Laursen møder VU-kandidaten Andreas Juul Jensen i en dyst i sumobrydning. Det sker på Flakhaven i Odense.

En anden kandidat - nummer 16 på den konservative liste i Odense, Kim Lange Hansen, har komponeret en sang om den socialdemokratiske Anker Boye, som bliver indspillet på CD og uddelt til uddannelsesinstitutioner.

Hænger kæmpe banner op

Et kæmpe banner med Lars Erik Hornemann er hængt op i Svendborg

Byrådskandidat for socialdemokraterne Thomas Funding uddeler fredag og lørdag knæklysarmbånd til Odenses nattegæster for at gøre opmærksom på at han kæmper for at få bedre belysning i Odense. 

Og i Svendborg har Venstres spidskandidat Lars Erik Hornemann hængt et 70 kvadratmeter stort banner op på FAF-bygningen for at kapre stemmer.
 
- Det handler om synlighed, synlighed og synlighed. Derfor har vi valgt at gøre det her i slutfasen af valgkampen for at prøve noget anderledes, siger Lars Erik Hornemann i dag til TV 2/FYN.