Kasia vil ikke ses som udenlandsk arbejdskraft

Kasia Popiel-Gluszkowski fra Polen har boet og arbejdet på Fyn i mange år. Hun ser ikke sig selv som udenlandsk arbejdskraft.

På kontoret hos Rosa Danica i Marslev arbejder Kasia Popiel-Gluszkowski som ingeniør.

Da TV 2/Fyn besøgte Kasia, var arbejdsdagen ikke helt almindelig, for Kasia havde fødselsdag og blev 37 år.

- Vi har ikke en tradition for at flage, når man har fødselsdag i Polen. Så derfor er jeg rigtig glad, fordi jeg har et dansk flag her, fordi det er en dansk tradition, siger Kasia Popiel-Gluszkowski til TV 2/Fyn.

quote Fordi jeg er rigtig stolt af, at jeg kommer fra Polen, og så lige pludselig er Danmark blevet mit hjem. Hvor længe skal jeg blive kaldt for udenlandsk arbejdskraft? Det ved jeg ikke. Hvem er jeg så?

Kasia Popiel-Gluszkowski, ingeniør, Rosa Danica

Hun kom hertil fra Polen for 11 år siden sammen med sin nuværende mand for at arbejde i produktionen på gartneriet.

- På det her tidspunkt for 11 år siden var der kæmpe forskel i løn. Man fik meget mere i Danmark for et meget nemt arbejde, fortæller Kasia.

Gartneriet spottede hurtigt Kasias evner, og hun røg fra produktionen og ind på kontoret, hvor hun nu arbejder med kvalitetskontrol af roserne. I dag er hun glad for, at hun valgte at rejse til Danmark.

- At leve her er meget nemmere og mere sikkert i forhold til Polen. Sundhedssystemet - selvom i mange gange klager over det, er meget bedre end i Polen. Danmark giver andre muligheder, siger Kasia.

Ikke til at undvære

Ligesom Kasia har knap halvdelen af gartneriets medarbejdere ikke dansk pas, fordi Rosa Danica ikke har kunnet skaffe dansk arbejdskraft.

Det fynske gartneri ville have et mægtigt problem, hvis medarbejderne fra udlandet ikke var der, siger ejeren af Rosa Danica.

- Jeg er rigtig glad ved de medarbejdere, der er kommet fra et andet land. Og vi vil slet ikke undvære dem, siger Torben Moth Madsen, der ejer Rosa Danica.

Gartnerierne på Fyn er generelt udfordret på at skaffe dansk arbejdskraft og bliver derfor nødt til at ansætte udlændinge. Lige nu arbejder 11.000 uden dansk pas på Fyn, mens 18 procent af dem arbejder på gartnerierne og i landbruget.

Kasia føler sig dansk

Kasia har lært dansk, købt hus i Langeskov og stiftet familie.

- Det er sjovt, når jeg skal tale om udenlandsk arbejdskraft, hvordan jeg så skal tænke om mig selv. Er jeg udenlandsk arbejdskraft? Det synes jeg ikke, siger hun.

Men hun bliver stadig kaldt udenlandsk arbejdskraft, når gartneriet hvert år skal indgive deres antal af udenlandske medarbejdere. Og det er fordi, hun har et andet pas end dansk. Gartneriejeren ser heller ikke Kasia som udenlandsk arbejdskraft længere.

- Hvis jeg ansætter en person med et andet pas end dansk, det kan være en, der har boet her de sidste ti år, er han så udlænding eller dansker? Jeg vil betragte ham som værende ligeså dansk som alle andre. Det er kun et spørgsmål om passet, siger Torben Moth Madsen.

Danmark er blevet Kasias hjem, og hun vender ikke tilbage til Polen.

- Vi er her i Danmark nu, siger Kasia og får tårer i øjnene.

- Hvorfor bliver du så berørt?

- Fordi jeg er rigtig stolt af, at jeg kommer fra Polen, og så lige pludselig er Danmark blevet mit hjem. Hvor længe skal jeg blive kaldt for udenlandsk arbejdskraft? Det ved jeg ikke. Hvem er jeg så?

Kasia Popiel-Gluszkowski har arbejdet som ingeniør hos et fynsk gartneri i mange år. Hun ser ikke sig selv som udenlandsk arbejdskraft længere, og det gør hendes arbejdsgiver heller ikke.
Fotograf: Ken Petersen

Oversigt

    Oversigt