I det fynske folks tjeneste

Kast fra fynsk bro: Politi efterlyser flere personer

Det er politiets efterforskning, der har ført til, at politiet nu går ud med signalementer på en række personer og køretøjer. Foto: Morten Grundholm

Fyns Politi håber, at nogen enten har set disse personer og køretøjer. Foto: Morten Grundholm

1 af 2

Der blev kastet en genstand fra Ravnebjerggydens vejbro over Fynske Motorvej 28. august. Fyns Politi vil gerne i kontakt med en række personer, som var i området den aften.

28. august blev der kastet en genstand fra Ravnebjerggydens vejbro over Fynske Motorvej. I den forbindelse efterlyser Fyns Politi flere personer, som var i området den pågældende aften.

Det er politiets efterforskning, der har ført til, at politiet nu går ud med signalementer på en række personer og køretøjer. Det drejer sig om:

  • En mand med tatoveringer på armene
  • Flere personer, der var iført hættetrøjer
  • En trehjulet knallert med førerhus – populært kaldet en ”tuktuk-knallert”
  • To varebiler, som holdt på Ravnebjerggyden tæt på broen omkring klokken 21
  • Personer, som stoppede op på broen, herunder personer, som parkerede deres cykler eller knallerter på broen, mens de opholdt sig der

Færden skal kortlægges

Fyns Politi håber, at nogen enten har set disse personer og køretøjer – eller at de pågældende selv vil kontakte politiet, så deres færden og ærinde i området kan blive kortlagt af hensyn til den fortsatte efterforskning.

Ud over de konkrete signalementer vil Fyns Politi fortsat gerne høre fra vidner, der gik tur på stier og markveje langs motorvejen i området omkring Ravnebjerggyden om aftenen den 28. august.

Fyns Politi modtog anmeldelsen om kastet med en genstand klokken 21.05, efter en bilist havde mærket en genstand ramme bilens tag, da han passerede Ravnebjerggydens vejbro.

Henvendelser i sagen kan ske til Fyns Politi på telefonnummer 114.