I det fynske folks tjeneste

Røveri: Kastede ting efter manden ved kassen

Spar i Nørre Broby var onsdag aften udsat før røveri. Røveren var aggressiv og kastede ting efter manden ved kassen.

Spar i Nørre Broby var onsdag aften udsat for røveri. Foto: Alexander Aaagaard

Onsdag aften kort før klokken 21 var Spar købmanden på Stationsvej i Nørre Broby udsat for et røveri. En maskeret mand kom ind i butikken og truede sig til et ukendt pengebeløb, oplyser Fyns Politi.

- Han kommer ind og udviser en truende adfærd. Han truer ikke med noget våben, men han råber og kaster ting i hovedet på manden ved kassen, og på den måde får han frarøvet pengene, fortæller vagtchef Hans Jørgen Larsen.

Efter røveriet forlader røveren Spar og sætter sig ind på passagersædet af en bil, formentlig en sølvgrå Seat Altea. Føreren af bilen er en kvinde med skulderlangt, kommunefarvet hår, og sammen stikker de af fra stedet i sydlig retning.

- Det er det sidste, vi har set til dem, siger Hans Jørgen Larsen.

Signalement

Gerningsmanden beskrives som mand, mellemøstlig af udseende, 20-25 år, 170-175 centimeter høj og  almindelig af bygning. Han talte dansk med accent, og han var iført sorte Nikesko med hvide såler, camouflagefarvede bukser, sort dynejakke med teksten Royal Polo bagpå, og en halsedisse/tørklæde med skeletansigt foran ansigtet.

Hvis man har set en mand, der passer på beskrivelsen, eller man har set en sølvgrå Seat Altea, vil politiet gerne kontaktes på telefon 114.

Manden, der sad ved kassen, kom ikke noget fysisk til i forbindelse med røveriet.

Læs også 28-årig: - Røvere stak af med mit Rolex-ur