I det fynske folks tjeneste

Katamaran kæntret: Fire personer reddet i land

En katamaran med fire personer kæntrede lørdag eftermiddag mellem Lyø og Avernakø. Besætningen i en civil båd fik hevet de fire personer op af havet, inden redningsbåden kom til.

Klokken 13.24 fik Faaborg-Midtfyns Brandvæsen meldingen om, at en båd var kæntret i farvandet mellem Lyø og Avernakø - og straks blev en redningshelikopter sendt i luften og en redningsbåd sendt af sted.

- Men da båden når ud til den kæntrede katamaran, er de fire besætningsmedlemmer allerede hevet op i en anden båd. Farvandet i området er godt besøgt i dag, og det gør, at de fire personer hurtigt kunne blive trukket op af det kolde vand, siger indsatsleder fra Faaborg-Midtfyn brandvæsen, Henning Kristensen.

Helikopteren bliver sendt retur, og redningspersonalet fra båden kommer i kontakt med de fire personer, der har været i vandet.

- Men på grund af en hurtig indsats er ingen af dem kommet noget til. De har ikke ligget ret længe i vandet, og de behøvede ikke at komme på skadestuen, siger indsatslederen.

Hvorfor katamaranen pludselig kæntrede, ved Henning Kristensen ikke.

- Men det blæser kraftigt derude i dag, så man kunne godt forestille sig, at en kastevind har væltet katamaranen omkuld, siger indsatslederen.

Han oplyser, at også katamaranen er hentet i land af folk fra havnen.

Ved du noget? Så send os et tip