I det fynske folks tjeneste

Min mening: Katastrofen sker nu, og vi skal handle nu

En af de vigtigste opgaver for en kommende regering bliver at lave en juridisk bindende klimalov, som skal sikre at danskernes energiforsyning bliver klimaneutral, og samtidig beskytte den danske natur og biodiversitet.

00:28

Af Anne Skau Styrishave, folketingskandidat for Radikale Venstre

En klimalov skal sikre en langsigtet strategi for dansk klimapolitik, bindende delmål, klimarådets fuldstændige uafhængighed af politiske interesser og måske som noget af det vigtigste: at klimapolitikken tænkes ind i alle politiske områder.

MIN MENING - PÅ VEJ MOD VALG

Frem mod det kommende folketingsvalg får de fynske folketingskandidater mulighed for at komme til orde med holdninger og meninger. Under rubikken ”Min mening” kan kandidaterne skrive indlæg, som kan danne grundlag for en debat med andre kandidater og vælgerne

Den største trussel som menneskeheden og vores planet står overfor er masseudryddelser og klimaforandringer. Vores stigende energiforbrug og behov for arealer til husdyr og dyrkelse af afgrøder til produktion af mad, truer det globale økosystem. Et kollaps af dette system er en reel trussel mod menneskeheden, og den verden vi lever i.

Og der er ingen tid at spilde, vi må handle nu. Katastrofen ligger ikke ude i fremtiden. Den sker nu, og den sker også her i Danmark. En ny rapport fra FN har netop fastslået at 1 million arter er i risiko for at uddø med en hastighed der ikke er set siden et meteor udslettede dinosaurerne for 65 millioner år siden.

Det kommende folketingsvalg bør derfor handle om denne økologiske trussel, og hvordan vi håndterer den. Og her er der brug for nye kræfter. Så sent som i februar stemte Regeringen og Dansk Folkeparti imod et borgerforslag om en dansk klimalov. Der er derfor et akut behov for et nyt og klimavenligt flertal i det nye folketing.

Vi har nemlig stadigvæk muligheden for at være med til at bremse denne katastrofale udvikling. Men det kræver, at vi som politikere påtager os ansvaret for at gå forrest. Ikke bare i Danmark, men i hele verden.

Og der er meget at gøre. Vi skal sænke vores samlede CO2-udslip markant ved at indføre en CO2-afgift, også på flyvninger, udfase benzin- og dieselbiler, og gøre det langt mere attraktivt at købe el-biler ved at fjerne alle afgifterne på dem. Vi skal også udtage en del af den danske landbrugsjord og plante meget mere skov, idet dette både reducerer CO2-udslippet men samtidig øger biodiversiteten og artsrigdommen i lokale habitater.

Desuden skal vi gøre det så let som muligt for den enkelte, at tage de grønne valg i hverdagen. Det kræver af os, at vi tænker klimapolitik ind overalt, og det betyder, at vi skal understøtte at alle, uanset om det er staten, vores erhvervsliv, kommuner, børn og unge på vores uddannelser eller fremtidens iværksættere, har rammerne til at arbejde med bæredygtighed og understøtte en grøn udvikling.