KD: Carsten Hansen er en skændsel

Kristendemokraternes formand, Per Ørum Jørgensen, retter et skarpt angreb mod ministeren for by, bolig og landdistrikter.

Per Ørum Jørgensen mener, at det ene og alene er Carsten Hansens skyld, at det efter hans mening nu bliver rigtigt svært at kæmpe for bevarelsen af akutfunktionen i Svendborg.

- Socialdemokraterne er kommet i en situation, hvor det er svært at forestille sig, at de kan kræve en bevarelse af akutfunktionen igen. Carsten Hansens egoisme får fatale konsekvenser for tusindvis af borgere, siger Per Ørum, der i valgkampen havde en bevarelse af akutfunktionen blandt mærkesagerne.

Efter lang tids debat og løftebrudsanklager aflivede af regionsformand i Region Syddanmark, Carl Holst (V), i december akutfunktionen.

Og mandag aften, efter 100 dage som minister, kom Carsten Hansen (S) så med den undskyldning, som mange har ventet på.

- Jeg kan sagtens forstå, at fynboerne er skuffede. Vi har tabt kampen om akutfunktionen, og jeg beklager, at jeg har lavet en skriftlig garanti.

Kristendemokraterne opnåede ved folketingsvalget i september ikke nok stemmer til, at partiet kom i folketinget.

Per Ørum Jørgensen understreger, at Kristendemokraterne fortsat vil kæmpe for akutfunktionen i Svendborg.

Oversigt

    Oversigt