Kendt advokat: Tatovørsag skal gå om

Sagen om trusler mod tatovør-butik er gået i gang, og forsvarsadvokaten smed en hurtig bombe fra morgenstunden. Hun vil have sagen hjemvist til ny behandling i byretten.

Tilhørerpladserne var fyldt godt op med tatovører og andre intresserede tilhørere, da sagen mod tre mænd i den såkaldte tatovørsag i Odense i dag startede i Østre Landsret.

Og de oplevede en bombe fra morgenstunden.

Forsvarsadvokat Mette Grith Stage læste op af en artikel fra TV 2/Fyn, hvor borgmester Peter Rahbæk Juel før byretssagen udtalte sig om, at han er sikker på, at de tiltalte bliver dømt, og at byen står bag tatovørerne. Hun afspillede derefter et tv-indslag bragt hos TV 2/Fyn med borgmesterudtalelserne i retten.

På den baggrund ønskede hun sagen hjemvist til ny behandling i byretten.

Afpressede tatovører 

Sagen torsdag omhandler tre mænd, der sidste år var tiltalt for trusler og afpresning mod Black Forest Tattoo. Og ved byretten i Odense blev mændene idømt fængsel i otte, syv og seks måneder. 

Ifølge anklageskriftet havde de tre mænd forsøgt at afpresse tatovør-butikken i Odense penge tilbage i februar 2017. 

I forbindelse med den episode fortalte Lars Pedersen, der er formand for Professionelle Danske Tatovører, til TV 2/FYN, at flere tatovører i Odense havde oplevet "besøg" fra Black Army.

Lasse Svensson fra anklagemyndigheden afspillede fra morgenstunden en video for landsrettens dommere. Videoen er optaget fra et udendørs overvågningskamera over for tatovørbutikken, og ifølge anklageren dokumenterer videoen, hvordan de tre tiltalte ankommer til Nørregade i bil og går ind i tatovørbutikken.

Kun de to af de tiltalte har erkendt, at de var i butikken, men de afviser, at de har optrådt truende eller har afpresset tatovørbutikken.

 

Oversigt

    Oversigt