Kendt bygning krakelerer: Nu har skolen i Tranekær ministers opmærksomhed

Landsbyen Tranekær er kendt som en af de smukkeste landsbyer i Danmark. Men en af byens markante, fredede bygninger er i forfald. Kulturminister Mette Bock (LA) er opmærksom på problemet.

Slotsbyen Tranekær på Langeland er kendt som en af de smukkeste landsbyer i Danmark. Flere af husene i byen er opført under den tidligere lensgreve på Tranekær Slot, Frederik Ahlefeldt-Laurvig (1760-1832). Lensgreven ønskede sig en landsby, som lignede et tysk fyrstendømme og hentede derfor udenlandske håndværkere og funktionærer til byen.

En af de bygninger, som greven lod opføre ligger stadig centralt i byen. Det drejer sig om Slotsgade 20, som blev bygget og indrettet som skole i år 1800 til børn af godsets medarbejdere.

Bygningen har været fredet i årevis, men er i langsomt og stærkt forfald, og det er ærgerligt mener Dansk Folkeparti's kulturordfører Alex Ahrendtsen, som nu har rejst sagen overfor kulturminister Mette Bock (LA).

- Hvad vil ministeren gøre for at forhindre, at ejere af fredede bygninger lader dem forfalde, sådan som det aktuelt sker for bygningen på Slotsgade 20 i Tranekær, spørger Alex Ahrendtsen.

Kulturordføreren mener, at den gamle skole i Tranekær er et udtryk for en generel tendens.

- Vi har masser af tilsvarende eksempler, ikke kun på Langeland og Fyn, men i hele landet. Vi bliver nødt til at kigge på lovgivningen og se, om der er behov for strammere regler, siger Alex Ahrendtsen.

Den gamle skole på Slotsgade i Tranekær er i dag ubeboet og privat eje. I sidste uge forsøgte Fyns Amts Avis forgæves at få ejeren Henrik Heindorf til at forholde sig til problemet med den forfaldne bygning.

- Jeg har både ulyst og dårlig tid, lød hans svar til avisen.

Minister ind i sagen

Kulturminister Mette Bock (LA) vil dog gerne forholde sig til problemet med forfaldne bygninger, og efter henvendelsen fra Alex Ahrentsen har hun nu kontaktet Slots- og Kulturstyrelsen.

I følge ministeren er styrelsen dog allerede opmærksom på, at problemet med forfaldne, fredede bygninger er størst i landdistrikterne.

- Styrelsen har derfor netop ændret sin praksis for tildeling af støtte til fredede bygninger, således at støttemidlerne i højere grad kan komme fredede bygninger i yderområderne til gode. Jeg kan tilføje, at jeg ønsker at se nærmere på bygningsfredningsområdet, herunder forventer at tage initiativ til en politisk drøftelse i løbet af foråret, skriver ministeren.

Ifølge bygningsfredsningsloven skal en fredet bygning holdes i 'forsvarlig stand'. Loven giver mulighed for at kræve, at ejeren af den fredede bygning skal istandsætte den 'ud over det basale niveau'.

På ejers regning

Styrelsen kan tage forskellige midler i brug for at tvinge ejeren til at istandsætte bygningen.

- Det kan blandt andet dreje sig om påbud og i sidste ende sikringsarbejde udført af styrelsen på ejers regning, skriver ministeren.

TV 2/Fyn har i dag forgæves forsøgt at få en kommentar Slots- og Kulturstyrelsen, som i sidste uge i et indlæg i Fyns Amts Avis afviste, at Slotsgade 20 er i så voldsomt forfald, at det direkte truer bygningen.

"Der er desuden aftalt - og også udført - forskellige arbejder på bygningen løbende for at undgå graverende forfald. Det gælder blandt andet reperationer på taget, udskiftning af knuste ruder, og i perioder har bygningen desuden været opvarmet for at undgå fugtskader", lød svaret dengang fra Merete Lind Mikkelsen, som er enhedschef Slots- og Kulturstyrelsen.

Alex Ahrendtsen (DF) mener, at Tranekær Skole viser dansk ånd og kultur.

Oversigt

    Oversigt