Kendt fynsk stofkæde vil sælge til hobbyfolket

Stof 2000 var i krise forrige år, men blev reddet på målstregen. Nu udvider den fynske kæde med hobbyartikler.

Den fynske Stof 2000-kæde er et eldorado for sy- og strikkefolket i Danmark.

Men nu skal forretningsområdet også udvides til at gælde hobbyfolket. Det fremgår af det netop offentliggjorte årsregnskab, der dog viser et underskud på 7,8 millioner kroner før skat. 

Det er 12 millioner under forrige års positive resultat.

Bruttofortjenesten er faldet fra 34 til 25 millioner kroner.

Kæden, der tidligere var ejet af Søren Gram, var tilbage i 2016 i krise, men blev overtaget af en håndfuld nye investorer, der tror på, at udviklingen kan vendes ved en turnaround. 

Utilfredsstillende

Den nye ledelse kalder årets resultat for utilfredsstillende og nævner, at det afspejler generelle udfordringer i branchen og tydeliggør behovet for nytænkning.

I den forbindelse er der sat en række aktiviteter i gang, som skal skabe en ny og sund platform for Stof 2000, hedder det.

I 2018 vil kædens butikker løbende blive udvidet med et bredt udvalg af  hobbyartikler. Dermed bliver butikkernes udvalg fordoblet, og vil omfatte et  nyt kreativt hobby- og stofunivers.

- Med det nye sortiment imødekommes de nuværende kunder og nye kunders stigende efterspørgsel på hobbyprodukter i Stof 2000, og med dette sortiment vil Stof 2000 blive en af landets førende butikskæder for kreative produkter, hedder det i regnskabet.

Butikken i Svendborg er den første i rækken af butikker, der udvides, og ved årets udgang vil det nye sortiment være at finde i  21 af kædens 26 butikker.

Selskabets egenkapital, der ved indgangen til 2018 var på 3,6 millioner kroner, er styrket i 2018, og en række arbejdsopgaver herunder lager, logistik, administration og dele af marketing er udliciteret og har afstedkommet et slankere og mindre løntungt selskab, oplyser ledelsen. 

 

Oversigt

    Oversigt