Kendt skyldig i dobbeltdrab

En 38-årig mand blev fredag kendt skyldig i dobbeltdrabet i Tusindårsskoven i Odense. Retten i Odense udmåler straffens længde i eftermiddag.

Den 38-årige VS er tiltalt for "med adskillige skud" at have dræbt ægteparret, Bjarne Johansen og Heidi Nielsen.

Hans 36-årige bror blev kendt skyldig i at have bortskaffet mordvåbnet, en maskinpistol af mærket Husqvarna.

Bjarne Johansen blev ramt af 13 skud og Heidi Nielsen af 10 skud. I alt fandt politiet efterfølgende 32 patronhylstre affyret fra en maskinpistol, som senere blev fundet i Langesø af dykkere fra frømandskorpset.

Fundet af dna-spor på et patronhylster er anklagemyndighedens bedste bevis mod den 38-årige VS.

Fakta om dobbeltdrabet

Ægteparret Bjarne Johansen og Heidi Nielsen blev dræbt under en gåtur i 13 april sidste år.

Ægteparret forlod hjemmet i Sanderum i det sydvestlige Odense klokken 18.15 onsdag 13. april 2011 for at gå deres sædvanlige aftentur i Tusindårsskoven.

Omkring klokken 19.45 hører flere vidner en serie skud i området. Ingen ringer dog til politiet.

Torsdag morgen ringer ægteparrets hjemmeboende datter til politiet, da forældrene ikke er vendt hjem.

Kort efter finder en hundelufter ligene af det skuddræbte par på et åbent grønt areal og ringer til politiet.

Politiet afspærrer området, og efter finkæmning af gerningsstedet finder de 18 afskudte patronhylstre fra et 9 millimeter-automatvåben. De ligger ikke samme sted, og det tyder på, at gerningsmanden har bevæget sig, mens skuddene faldt.

De dræbte, Heidi Nielsen og Bjarne Johansen, blev henholdsvis 49 år og 53 år, og begge blev ramt af flere skud i kroppen.

Heidi Nielsen og Bjarne Johansen arbejdede som henholdsvis
økonomidirektør og kirurg, var begge skilt fra tidligere ægtefæller og boede sammen på 16. år.

Oversigt

    Oversigt