Kendt værtshus i Odense har fået ny ejer efter 21 år 

Værtshuset Ryan’s i Odense er blevet solgt til Bargroup, som står bag flere beværtninger i Odense. 

Siden 1998 har Jim Newman været indehaver af værtshuset Ryan’s i Odense. Men nu er det slut efter 21 år. I stedet overtager Bargroup, som driver flere af byens restaurationer og er partnere i Storms Pakhus.

Jim Newman, som giver værtshuset videre til de nye ejere den 2. september, er født og opvokset i Irland, hvor pubstemningen næsten kom ind med modermælken. 

Han kom til Danmark første gang i 1975, men først den 30. marts 1998 åbnede han Ryan’s of Odense sammen med sin bror. 

Oprindeligt var brødrenes plan at være i branchen i op mod et år, men nu er der gået over 21 år. 

- Jeg er stolt over helheden - over at have taget noget med fra den irske kuffert. Der er mange sjove historier i hvert billede, i hvert møbel og i hver øl, der er blevet skænket gennem årene. Jeg vil gerne fortsat komme ned forbi og drikke en pint, siger Jim Newman. 

Vil føre ånden videre 

Jim Newman behøver dog ikke frygte, at de tre nye ejere, Martin Bødker, Gregers Schmidt og Bjørn Hentze fra Bargroup, laver store ændringer på Ryan’s. 

Det siger Bjørn Hentze, der er partner i Bargroup. 

- Vi har købt Ryan´s, fordi vi ikke er klar til at sige farvel til det, Jim startede, og fordi vi vil være en del af byens udvikling og fortsat gøre det attraktivt at bruge byens centrum. 

De nye ejere af Ryan's vil bevare lokalerne, som de er i dag.
De nye ejere af Ryan's vil bevare lokalerne, som de er i dag.
Foto: Sonny Munk Carlsen / Ritzau Scanpix

- Vi har været på udkig efter et sted, hvor vi kan skabe endnu flere oplevelser for både turister og odenseanere, og vi har fundet det helt rigtige sted til vores næste skridt. Nu tager vi over og får lov til at føre Ryan’s og stedets ånd videre i respekt for navnet, stedet og den rejse Jim har startet - det er Odenses Pub, sportsbar og livemusikscene, siger Bjørn Hentze.

Bargroup står også bag Viggos, Blomsten & Bien, Klosterkroen og Den Brølende And i Odense, ligesom de er partnere i Storms Pakhus. 

De nye ejeres plan er at bevare Ryan’s, som det er, men at stedet med tiden skal gives et løft.

Oversigt

    Oversigt