I det fynske folks tjeneste

Kendte ansigter bliver politiske kommentatorer

Tidligere minister Annette Vilhelmsen og tidligere borgmester Poul Weber skal være med til at kommentere dansk politik på TV 2/Fyn.

To garvede og forhenværende politikere kommer til at spille en central rolle i et nyt politisk magasin, som tirsdag aften har premiere på TV 2/Fyn. Det drejer sig om tidligere partiformand og minister Annette Vilhelmsen (SF) og tidligere borgmester og amtsborgmester Poul Weber (V), som de kommende uger på skift vil optræde på skærmen som politiske kommentatorer. De to tidligere politikere vil enten optræde sammen – eller også enkeltvis med TV 2/Fyns politiske redaktør Jesper Buch.

Poul Weber.

Programmet som har fået titlen Politik & Spin, tilrettelægges af den politiske redaktion og får en af stationens nyhedsværter som interviewer og ordstyrer. Det vil blive sendt hver tirsdag på TV 2/Fyn Nyhedskanalen og  efterfølgende kunne ses på TV2fyn.dk

-  Vi har valgt Vilhelmsen og Weber som politiske medkommentatorer,  fordi de har stor erfaring både landspolitisk og lokalpolitisk, og dermed også stor indsigt i processer og politisk spin.  Jeg er sikker på, at de vil være i stand til at skære igennem den politiske dagsorden for at finde ud af, hvad der i virkeligheden foregår i dansk politik, siger Jesper Buch.

Annette Vilhelmsen er i dag direktør på Tietgen i Odense. Hun sidder bl.a. med i DGI’s hovedbestyrelse og er derudover formand for dommerkomiteen til bedømmelse af årets landsby.

Poul Weber var før kommunesammenlægningen borgmester i den nu nedlagte Egebjerg Kommune og sluttede sin politiske karriere som amtsborgmester i det gamle Fyns Amt. I dag sidder han i en række bestyrelser, blandt andet som formand for Vingstedcenteret ved Vejle og DGI-Huset i Herning. Derudover er han formand for Rådet for Socialt Udsatte i Svendborg.

Vi har valgt Vilhelmsen og Weber som politiske medkommentatorer,  fordi de har stor erfaring både landspolitisk og lokalpolitisk, og dermed også stor indsigt i processer og politisk spin. 

Jesper Buch

I aften er det Poul Weber, som er i studiet, hvor  fokus bliver den aktuelle politiske situation. Her vil han sammen med Jesper Buch blandt andet  diskutere de aktuelle meningsmålinger og muligheden for et hurtigt folketingsvalg.

- Netop dét emne vil med stor sandsynlighed være aktuelt helt frem til jul, som er den frist Liberal Alliance har givet Løkke til at skaffe flertal for kravet om topskattelettelser. Så spørgsmålet om folketingsvalg eller ej kommer vi sikkert til at berøre også de kommende uger. Men som udgangspunkt vil vi tage udgangspunkt i en eller to af ugens aktuelle politiske historier, som har præget dagsordenen, siger Jesper Buch.

Annette Vilhelmsen får sin debut som politisk kommentator næste tirsdag.

Se med på TV 2/Fyn Nyhedskanalen i aften og hver tirsdag kl 18.30

 

Ved du noget? Så send os et tip