Kendte fynboer: Sådan opdrager vi vores børn

Torsdag blev en række anbefalinger om børneopdragelse præsenteret af det opdragelsespanel, som social- og børneminister Mai Mercado har nedsat. I den anledning har vi spurgt en række kendte fynboer, hvordan de opdrager deres børn.

Mobilen skal ikke med til spisebordet, og børnene skal hjælpe til at lave mad. Der er mange holdninger til, hvordan man skal opdrage sine børn.

I forbindelse med at der torsdag eftermiddag blev offentliggjort en række anbefalinger fra det opdragelsespanel, som børn- og socialminister Mai Mercado (K) har nedsat for at sætte gang i debatten om børneopdragelse, har TV 2/Fyn spurgt en række fynboer om, hvordan de opdrager deres børn. 

Forsanger: Jeg skælder sjældent ud

Sanger og sangskriver og medlem af det fynske band The White Album, Jakob Eilsøe, har en datter på 14 år og en søn på 10 år.

Hvad er vigtigt for dig at give dine børn videre i din børneopdragelse?

- Selvværd, selvforståelse og empati.

Har dine børn faste pligter derhjemme? Hvilke?

- Ja, tømme opvasker, gå ned med skrald, gøre rent på egne værelser

Skal dine børn blive siddende ved bordet, til alle er færdige med at spise?

- Ja.

Skal dine børn smage på maden, der bliver serveret?

- Ja, helt sikkert.

Må dine børn tage mobiltelefoner med, når I spiser aftensmad?

- Nej, men jeg må godt - det kunne være vigtigt. 

Hvor ofte skælder du dine børn ud?

- Det er ret sjældent, og det er ofte i forbindelse med, at de har et skænderi imellem dem, som, jeg synes, er unødvendigt. Jeg er godt klar over, at jeg burde blande mig uden om, da skænderier mellem søskende i sidste ende styrker deres forhold.

Undervisningsminister: Mine børn skal opføre sig, så andre også kan lide dem

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) har et barn på 11 år og et barn på 9 år.

Hvad er vigtigt for dig at give dine børn videre i din børneopdragelse?

Selvværd, ansvar og glæde. Selvværd er det man får, når ens forældre viser, at de elsker en betingelsesløst. Ansvar får man ved, at man både har nogle forældre, der tager ansvar, når man er lille, men giver ansvar til barnet efterhånden, som det bliver større. Glæde, at livet er til for at glæde sig over det. Det gør man ved at give plads til glæde. Livet er jo ikke kun om alt det, man skal leve op til, men også at fjolle og tænke på hinanden.

Har dine børn faste pligter derhjemme? Hvilke?

Ja, det har de. Det første, der sker, er, at man får ansvar for at tage sit tøj på. Og derefter får de ansvaret for at pakke deres taske og taske til sport og lære at holde styr på deres ting. Og de har begge meget bedre styr på deres løsdele, end deres mor har.

De skal også være med til at dække bord, være med til at sætte i opvaskemaskinen og være med til at lave mad. Det er o.k., at der er økonomiske incitatementer, og de går for eksempel ned med flasker og får pengene for panten.

Noget af opdragelsen er at gøre en dyd ud af nødvendigheden. Jeg voksede op med, at min mor var hjemmegående, men den indsats kan jeg ikke give, men jeg smører madpakker til dem, og det er sådan omsorgsting og kærlighedserklæring.

Skal dine børn blive siddende ved middagsbordet, til alle er færdige?

Ja, det skal de. Det er rigtig vigtigt at børn lærer at opføre sig på en måde, så de er en del af fællesskabet. Det er også vigtigt, at andre voksne, som ikke elsker mine børn betingelsesløst, også synes, at de er rare at være sammen med. 

Skal dine børn smage på maden, der bliver serveret?

Ja, de skal smage på det hele. Mine børn er fantastisk gode til at smage på alting. Jeg tror også, at det er, fordi de er gode til at lave mad og er med til at lave maden. Der skal dog også være plads til, at der er nogle ydersituationer, hvor de for eksempel godt må slippe for at spise stegt lever. Så må de smøre sig en leverpostejsmad i stedet.

Må dine børn tage mobiltelefoner med, når I spiser aftensmad?

Nej, for søren. Det er kun mig, der må det. Men det er svært, fordi jeg har et surrealistisk job, hvor det er nødvendigt. 

Hvor ofte skælder du dine børn ud?

Mine børn vil sikkert synes, at det sker for ofte. Men det sker måske en gang om ugen, at man risikerer at blive for skrap. Hvis ungerne lige kommer til at glemme de ting, som de godt ved, eller de har fået det at vide et par gange. 

Hvad synes du om, at der er sat gang i en statslige debat om opdragelse?

Jeg synes, at man skal være varsom med, hvad staten blander sig i. Men jeg synes, at der er et akut behov for, at at de voksne tager voksenansvaret på sig. Børn og unge har behov for, at voksne sætter grænser.

Der, hvor der er utydelige voksne, der er det et ubehageligt rum for børn at være i, fordi det er usikkert rum.

Et frit og liberalt samfund kræver konservativ børneopdragelse. Vi skal lære at tage myndighedsrollen på os og stille og roligt lære børnene at tage ansvaret.

Spis-direktør: Min datter har ingen faste pligter

Tine Gudrun Petersen, direktør for madfestivalen Spis, har en datter på ni år.

Hvad er vigtigt for dig at give dine børn videre i din børneopdragelse?

Selvværd. Jeg vil gerne have, at mit barn føler sig elsket, kender sine egne grænser og kan sige fra, og at hun er selvstændig og modig nok til at sikre sig det, hun ønsker sig. Det tror jeg skal have rod i et godt selvværd. 

Empati. Jeg vil gerne have, at Katinka bliver - og det er hun - fintfølende og i stand til at læse situationer og tage hensyn til andre, og at hun har forståelse og empati for mindre heldige mennesker end os, og at hun er god ved dyr og i stand til at kommunikere med dem. Alt det, tror jeg, har rod i en god empati. 

Abstraktion og autonomi. Jeg går virkelig meget op i, at mit barn kan tænke selv. At hun kan lægge to og to sammen og træffe sine egne beslutninger. At hun ikke er alt for autoritetstro, og at hun kan mærke, hvad hun selv vil. At hun ved, at hun kan være med til at skabe en forskel og påvirke sin situtation, sin dagligdag og som voksen vores samfund. 

Har dine børn faste pligter derhjemme? Hvilke? 

Katinka har ingen faste pligter. Dels fordi hun er et delebarn, som ikke altid er bestemte dage hos mig, og dels fordi det nogle gange er hurtigere at gøre tingene selv - og ja, det er en bjørnetjeneste. 

Katinka skal dog tage sig af alt omkring sine katte, og ellers skal hun generelt gå til hånde, når jeg har brug for hende - for eksempel vander hun blomsterne på terrassen, hun lægger sit eget tøj på plads, og hun fylder lejlighedsvis i opvaskemaskinen, samt rydder naturligvis sine egne ting op i fællesrummene et par gange om ugen. 

Skal dine børn blive siddende ved middagsbordet, til alle er færdige?

Når vi kun er to personer, så er det mere et spørgsmål om, at jeg skal blive siddende, til Katinka er færdig, for hun spiser nok i et kvarter mere, end jeg gør. 

Når vi er sammen med andre og er mange om bordet, må hun enten rejse sig, når hun selv er færdig, eller når de børn, hun leger med, er ved at være færdige, så de kan rejse sig sammen. Vi voksne har ikke brug for, at børnene sidder og kigger på, at vi spiser vores mad og drikker vores vin. Jeg kan ikke så godt lide for rigide regler omkring bordet, fordi det er så vigtigt, at bordet er et glædens sted. Jeg har set mange forældre tvinge deres børn til at sidde og holde bordskik i en uendelighed, og det er forkert, synes jeg - dels fordi børn kun kan koncentrere sig i 22,5 minutter i den alder, og dels fordi forældrene alligevel ikke taler med børnene, men med de andre voksne. Hvad skal de stakkels børn så sidde der for? 

Skal dine børn smage på maden, der bliver serveret?

Det kommer lidt an på, hvor eksotisk det er. Jeg laver som regel mad, der er adskilt - altså en skål med dét og et fad med dét og en tallerken med dét. På den måde sikrer jeg, at der er noget, alle kan lide (jeg ved jo, hvad mit barn kan lide). Man må ikke kun tage kød, som Katinka elsker. Man skal også tage nogle grøntsager - jeg bestemmer ikke hvilke, bare man tager nogle stykker. 

Jeg tvinger aldrig nogensinde mit barn til at smage på noget, og jeg vil aldrig tvinge hende til det frygtelige begreb "at spise op" - og det er der også en lang forklaring på, som ikke kun handler om følelser, men også er funderet i fagkundskaben. I stedet taler vi om, at det er godt at kunne spise mange ting, når man skal rundt hos venner og i verden, at man skal smage på ting 16 gange, før man vænner sig til dem og enten lærer at elske dem eller må afskrive dem, og at man skal øve sig i at tage flere små portioner efter hinanden i stedet for en stor, så man øver sig i ikke at levne for meget. 

Jeg synes, vores barn er smagsmodigt. Hun spiser for eksempel snegle og insekter med stor fornøjelse, og jeg bestræber mig på at understøtte hende i hendes nysgerrighed og ikke komme til at sige "ad" til for eksempel snegle. 

Og så er hun god til at regulere. Hun kaster sig aldrig grådigt over slikfade, fordi hun ved, at det ikke er sidste gang, hun ser slik nogensinde, for det køber jeg også til hende med rimelig frekvens. 

Må dine børn tage mobiltelefoner med, når I spiser aftensmad?

 

Det må mit barn absolut ikke! Og det må de voksne heller ikke. Jeg er så hellig, at jeg demonstrativt lægger min telefon væk, når jeg spiser med andre voksne, fordi jeg hader at sidde og tale med en isse, mens folk er optagede af deres telefoner. 

Hvor ofte skælder du dine børn ud?

Nu har jeg jo opdraget et barn, som er autonomt og selvtænkende, præcis som jeg håbede for hende, at hun ville blive, og det betyder også, at vi tager nogle ture en gang imellem. Hun har en stærk vilje, og vi kan diskutere, eller hun kan blive rigtig vred på mig, men det er først inden for de seneste år, jeg er begyndt at skælde ud. Jeg vil sige, at jeg ikke gjorde det de første syv år af hendes liv. Jeg var simpelthen tålmodig på en helt anden engleagtig måde dengang. 

Jeg skælder dog ikke så ofte ud heldigvis. Mit barn er ret fornuftigt og omgængeligt, måske en gang om måneden. Jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår det sidst er sket, så det er et skud i tågen), men jeg herser hver eneste morgen, for at vi kan nå at blive færdige til tiden, for ligegyldigt hvor tidligt vi står op, er der altid så mange distraktioner, som fanger Katinkas opmærksomhed, når hun ellers skulle gøre sig klar. 

Hvad synes du om, at der er sat gang i en statslige debat om opdragelse?

Jeg synes, debatten har karakter af noget virkeligt rædselsfuldt formynderisk og bedrevidende. 

Der skrives på regeringens side, at debatten skal "få os alle til at debattere og reflektere over, hvordan vi opdrager vores børn, hvilke værdier der er vigtige at give dem, og hvordan de får redskaber, så de kan indgå i fællesskaber fra daginstitution til skole, fritidsliv og videre i livet".

Hvori består det nye? Hvilke forældre er det, der ikke reflekterer over deres egen opdragelse? Alle forældre ønsker at gøre det bedst muligt og bruger så megen tankeaktivitet på de børn. 

Jeg for mit vedkommende ville være glad for, hvis vi lod forældre være de gode forældre, som vi allesammen stræber efter at være uden konstant at slå folk i hovedet med alle de holdninger, der er til, hvor elendige vi er som forældre i vores generation, selvom vi halser rundt som gale for at leve op til alle anbefalingerne, som vi ikke kan undgå at støde ind i overalt i traditionelle medier og på sociale medier.

Oversigt

    Oversigt