Kenneths møde med dagpengesystemet: Kaos

Mere end 1.500 3F-medlemmer har siden 2013 mistet deres dagpenge på Fyn. En af dem er Kenneth Nielsen fra Agedrup.

Kenneth Nielsen mistede sit job som sandblæser og maler på Lindø i 2012. Og siden da har han oplevet et kaotisk dagpengesystem med mere end 20 sagsbehandlere.

- Jeg følte, at alt det man havde fortalt den forrige, skulle jeg til at fortælle en gang til. Det var træls, lyder det fra Kenneth Nielsen.

- Når man kom og virkelig ville noget - og bare ville videre, så var det som at gå ind i en væg. Det skulle igennem for mange hænder.

Nu vil kommissionen så blandt andet gøre det nye dagpengesystem mere gennemskueligt.

Fremover skal småjobs med kortere intervaller give genoptjening af dagpenge. Det vækker glæde - både hos Kenneth Nielsen og hans fagforening 3F.

- Det lyder meget sympatisk, og det er en rigtig god ide. Det har vi længe ønsket, fortæller Per Jespersen fra 3F Østfyn.

Kenneth Nielsen håber bare snart at komme i job igen.

- Det er hårdt at være i det system, og det slider både på mig og min familie. Jeg er ikke den samme, efter jeg røg ind i det her system.

 

Oversigt

    Oversigt