Kerteminde: Blandede reaktioner på forslag om skattestigning

De fleste politikere i Kerteminde Kommune er enige om, at der skal findes en løsning på kommunens haltende økonomi, men ikke alle er villige til at sætte skatten op.

Torsdag eftermiddag havde borgmester Kasper Ejsing Olesen (S) kaldt byrådets partier til de første forhandlinger om budgettet for næste år, hvor han foreslog at sætte skatten op med 0,3 procentpoint for at redde en udfordret økonomi i Kerteminde Kommune.

- Vi kan se, at vi her og nu har brug for at få noget økonomi, for at vi kan vedligeholde et tilfredsstillende serviceniveau, siger Kasper Ejsing Olesen.

Forslaget om en skattestigning bliver set som et nødvendigt onde af SF's Jesper Hempler.

- Hvis jeg skal nævne noget, der giver os en lille smule at handle med de kommende år, så er det jo en skatteforhøjelse. Det kan jeg godt støtte i den situation, vi er i. Jeg ville dog gerne se, at hvis man forhøjer skatten, skal det gå til at kunne forbedre forholdene for børn, skoler og ældre. Det kan jo endda blive svært, som det ser ud i øjeblikket.

Konservative vil sidde med ved forhandlingsbordet

Selvom en skattestigning ikke er let forenelig med konservativ politik, erkender Klavs Lauridsen, at det kan blive den vej, de konservative vælger at gå.

- Det er selvfølgelig ikke den vej, vi ønsker at gå, men lige nu synes jeg, det er fornuftigt at tage alle redskaber i brug for at få budgettet til at hænge sammen. Så vi smøger ærmerne op og går med i budgetforliget og gør alt, hvad vi overhovedet kan, for at blive siddende så længe som muligt.

- Vi har et ansvar for, at tingene hænger sammen, og der stadig er lærere i skolerne og pædagoger i børnehaverne. Så vi er nødt til at kigge på det hele, siger Klavs Lauridsen.

DF imod at hæve skatten

Terje Pedersen fra Dansk Folkeparti er ikke begejstret for borgmesterens forslag om at sætte skatten op.

- Der er jo en skattestigning med i forslaget, og det bryder vi os ikke så meget om. Det er også bosætning med i det, hvor vi skal tiltrække nogle nye borgere, og der jeg tænker ikke, at en skattestigning er nogen gulerod.

Terje Pedersen er dog ikke parat til at forlade forhandlingerne helt, før han har talt med sit bagland, og han erkender, at Kerteminde Kommune skal have budgettet til at hænge sammen. Men en skattestigning er svær at sluge for DF.

- Som udgangspunkt går vi ikke med til en skattestigning, siger Terje Pedersen.

Hør kommentarerne fra SF, Konservative og Dansk Folkeparti

Oversigt

    Oversigt