Kerteminde: Borgmesteren vil sætte skatten op

Det halter gevaldigt med økonomien i Kerteminde Kommune. Torsdag eftermiddag begynder forhandlingerne om budgettet for 2019. Borgmesteren foreslår at sætte skatten op.

Torsdag eftermiddag havde borgmester Kasper Ejsing Olesen kaldt byrådets partier til de første forhandlinger om budgettet for næste år.  

Her foreslog han de øvrige partier at hæve skatten med 0,3 procentpoint for at få styr på økonomien i den særdeles økonomisk udfordrede østfynske kommune. Ud over det, så foreslår borgmesteren at hæve grundskylden med 3 promille.

- Vi kan se, at vi her og nu har brug for at få noget økonomi, for at vi kan vedligeholde et tilfredsstillende serviceniveau, siger Kasper Ejsing Olesen.

Pengene skal gå til kommunens svageste

- Vores serviceniveau må ikke blive så lavt, at vi jager de folk væk, som vi gerne vil tiltrække til kommunen, forklarer han.

Borgmesteren understreger, at de penge som en eventuel skattestigning vil give til kommunekassen, blandt andet skal gå til at rette op på handicap- og psykiatriområdet, og til kommunens svageste børn og familier. 

- Vi skal have rettet op på områderne for de svageste borgere i kommunen, så de borgere ikke hele tiden er under pres. En skattestigning kan være med til at betale noget af den regning, forklarer Kasper Ejsing Olesen. 

Ikke gratis at hæve skatten

Ifølge borgmesterens regnestykke får Kerteminde Kommune 21,2 millioner kroner ud af en skattestigning, når den er fuldt indfaset. Det er nemlig ikke sikkert, at Kerteminde Kommune får lov at hæve skatten uden at skulle betale en straf.

- Men det er de arbejdsvilkår, vi får fra staten, siger borgmesteren. 

Kommunerne må som udgangspunkt ikke hæve skatten, men hvis de alligevel gør det, så risikerer de en straf.

En straf, der kan betyde, at kommunen det første år skal betale 75 procent i straf af en skattestigning til staten, 50 procent det næste år, og 25 procent det sidste år. Det er altså først det fjerde år, at kommunen kan være sikker på at få det fulde udbytte ud af en skattestigning. 

En strafafgift, som Kasper Ejsing Olesen har taget med i regnestykket.

- Vi håber ikke, at vi får en sanktion, og så er det jo bare positivt, hvis vi ikke får det, siger borgmesteren.

Skatteprocenten på Fyn 2018

Kerteminde i skattetoppen på Fyn

Kerteminde Kommune har i dag den fjerdehøjeste skatteprocent på Fyn. Hvis politikerne vedtager at hæve skatten med 0,3 procent, så rykker balancen sig og Kerteminde rykker op på tredjepladsen over de fynske kommuner, hvor borgerne betaler mest i skat. 

I forvejen har Kerteminde Kommune den højeste grundskyld på Fyn. Den er på 30,3 promille. Hvis politikerne vedtager at hæve grundskylden, lægger de altså yderligere afstand til de øvrige fynske kommuner. 

Skattestigning skal rulles tilbage om fem år

Det er planen, at skattestigningen skal rulles tilbage efter fem år - og altså først efter det næste kommunalvalg med et nyt byråd ved roret.

- Ja, jeg tror, at vi kommer til at rulle den tilbage om fem år. På det tidspunkt, kan vi se effekten af de udviklingsting, vi sætter i gang.

- Hvis vi undgår sanktioner, så ruller vi skattestigningen tilbage i den her byrådsperiode.

Politikerne i Kerteminde mødes igen og forhandler videre om budgettet på søndag.

Oversigt

    Oversigt