Kerteminde Højskole begæres konkurs

Bestyrelsen for Kerteminde Højskole ventes at begære skolen konkurs mandag. Skolen har stået tom siden torsdag, da lærerne stoppede arbejdet efter anbefaling fra deres fagforening. Skolens afgåede forstander stod frem for første gang søndag.

Forstander ærgrer sig

Den afgåede forstander, Birgitte Kastrup sagde søndag til TV 2/Fyn, at hun vidste, hvad hun gik ind til, da hun tog jobbet for knap halvandet år siden. Nemlig en skole i krise.

Det lykkedes at skaffe flere elever og at få gang i aktiviteter som kursus- og kulturcenter. Alligevel fik hun aldrig den nødvendige kapital til at drive skolen videre, og det forstår hun ikke.

- Jeg har gået 120 % ind for at redde skolen, og det ærgrer mig dybt, at skolen må lukke, siger Birgitte Kastrup.

Kunne ikke se elever og ansatte i øjnene

Birgitte Kastrup forlod jobbet som forstander kort før det kom frem, hvor alvorlig skolens situation var. Det har medvirket til voldsom kritik fra de ansatte, som har kaldt ledelsen uansvarlig og dårlig.

De ansatte lukkede i praksis skolen torsdag efter anbefaling fra deres fagforening. De fik ikke udbetalt løn for august måned.

Oversigt

    Oversigt