I det fynske folks tjeneste

Kommune fyrer et helt indsatsteam: - Det er en justering

Otte ansatte, der arbejder med udsatte borgere, fik fyreseddel samme dag.

Fyringerne er en del af et mere virksomhedsrettet fokus i kommunen, fortæller ansvarlig chef. Foto: Flemming Ellegaard

Kerteminde Kommune har fyret et helt indsatsteam på otte mand.

Det erfarer TV 2/Fyn.

Det vil ikke forringe vores arbejde. Det vil forbedre det.

Søren Ravn, chef for Erhverv og Arbejdsmarked, Kerteminde Kommune

Indsatsteamet havde til opgave at hjælpe udsatte borgere ind på arbejdsmarkedet. Det var borgere med komplekse udfordringer som for eksempel misbrug og sygdomsforløb i bagagen.

Chefen for Erhverv og Arbejdsmarked i Kerteminde Kommune, Søren Ravn, kalder beslutningen for en justering, der skal øge chancen for at få flere ind på arbejdsmarkedet.

- Vores fokus er at få borgerne i arbejde, hvilket vi vil gøre med en jobrettet indsats. Det er en del af en proces, vi har kørt siden november 2016, og det har vist nogle gode resultater. Tallene for Kerteminde Kommune viser, at vi er rigtig dygtige til at få folk i arbejde. Også når vi sammenligner os med andre kommuner, fortæller han.

I fremtiden skal der i stedet arbejdes mere fokuseret med at få borgerne aktiveret. Søren Ravn-Nielsen mener ikke, at fyringerne vil forringe Kerteminde Kommunes arbejde med udsatte borgere uden for arbejdsmarkedet.

Læs også Nu skal det være: Kerteminde vil på Facebook

- Det vil ikke forringe vores arbejde. Det vil forbedre det. Vi ville ikke gøre noget, der kunne forringe chancen for at få folk i arbejde.

Ifølge Søren Ravn skal der ansættes nye jobkonsulenter i kommunen. Han afviser at udtale sig om de otte ansatte, der er blevet fyret.

- Det er personalesager, og dem kan jeg ikke udtale mig om af hensyn til medarbejderne, der har mistet deres job.

Politikere bakker op

Beslutningen om at fyre indsatsteamet møder opbakning fra Jens Gantriis (V), der er formand for Arbejds-, Erhvervs- og Vækstudvalget i Kerteminde.

- Det er altid rigtig ærgerligt, når man er nødt til at tage så drastiske beslutninger. Det er synd for de mennesker, det går ud over, men omvendt har vi sat os nogle mål i Kerteminde Kommune om, at der er ting, vi vil blive bedre til.

Man vil gøre indsatsen på området mere jobrettet. Er det det rigtige at gøre?

- Kun tiden kan vise om det er den rigtige vej at gå. Vi kan kun se på resultaterne for indsatsteamet indtil nu, at det ikke fungerede godt nok. Jeg er sikker på, at de otte medarbejdere nok skal komme godt videre.

Dansk Folkepartis udvalgsmedlem, Knud Ahrnkiel (DF), er enig.

Læs også Millionbesparelser: Tidlig borgerinddragelse blev droppet

- Vi har fyret en hel del og ansat nogle nye på andre områder også. Man tager et område ad gangen, og nu er man nået til beskæftigelsesteamet, siger han til TV 2/Fyn.

- Det er bare sådan, at når vi har borgere, der kommer ud i de private firmaer, så giver det gevinst. Det vil sige, at mange af dem får et job eller bare nogle timer og kommer i gang på det private arbejdsmarked.

Han er ikke bekymret for de borgere, indsatsteamet arbejdede med.

- Jeg er tilhænger af det her, fordi vi har set det give pote på vores arbejdsmarked. Jeg har tillid til det, de har gang i, siger Knud Arhnkiel.