Kerteminde vil hæve skatten

Ni kommuner ønsker skatteforhøjelser på i alt 216 millioner kroner, oplyser Social- og Indenrigsministeriet. Kerteminde er blandt de ni.

Nogle kommuner skal have mulighed for at hæve skatten inden for en ramme af 200 millioner kroner. Det indgår i økonomiaftalen mellem regeringen og KL.

Nu oplyser Social- og Indenrigsministeriet, at ni kommuner har søgt om tilladelse til skatteforhøjelser på i alt cirka 216 millioner kroner.

Det er kommunerne Albertslund, Fredensborg, Lolland, Guldborgsund, Kerteminde, Esbjerg, Struer, Norddjurs og Jammerbugt, som har ansøgt om at kunne hæve skatten.

- Social- og Indenrigsministeriet behandler nu ansøgningerne, så kommunerne kan få et svar senest 18. september, skriver ministeriet.

- Hvis der for 2016 sker en skatteforhøjelse for kommunerne under ét, vil der i medfør af gældende lov ske en modgående regulering af bloktilskuddet svarende til overskridelsen.

- De kommuner, der på forhånd har fået en andel af rammen, og som vedtager en skatteforhøjelse i overensstemmelse hermed, vil blive friholdt fra en eventuel individuel modregning som følge af en samlet skatteforhøjelse.

Der er desuden afsat en pulje til tilskud til skattenedsættelser med henblik på at understøtte, at der samtidig er kommuner, der nedsætter skatten, oplyser ministeriet.

Når kommunerne senest 15. oktober har vedtaget deres budgetter for næste år, kan de kommunale skatter for 2016 opgøres.

Følgende skatter kan kommunerne regulere: Udskrivningsprocenten for kommunal indkomstskat samt grundskyldspromillen og promillen for dækningsafgift af erhvervsejendomme.

Oversigt

    Oversigt