I det fynske folks tjeneste

Kerteminderevyen skifter hele holdet ud

Hverken instruktør eller skuespillere har erfaring fra Kerteminderevyen. Men udklædt som engle skal de sælge billetter.

00:41

Kerteminderevyens direktør Mads Nørby har valgt at skifte hele holdet ud. En af skuespillerne er Anette Støvelbæk, der aldrig har prøvet at spille revy før. Video: Christoffer Laubel

Revyholdet til næste års Kerteminderevy mødtes for første gang fredag til fotosession.

Og det er nyt for dem allesammen. Revydirektør Mads Nørby har valgt at skifte hele det ellers succesfulde hold fra de sidste tre år ud.

- Jeg har haft et fantastisk markant hold i tre år, som har vundet stort set alt, hvad der kan vindes af priser. Og samtidig er det et hold, der selv skriver deres tekster. Og jeg havde lidt en fornemmelse af, at efter tre år risikerer man, at folk siger 'det har vi set'. Så derfor et helt nyt hold og en ren røv at trutte i. Og så er det nogle mennesker, jeg har spurgt før. I år er det så lykkes, siger revydirektøren.

Holdet består af Anette Støvelbæk, Kasper Gattrup, Gordon Kennedy og Lisbeth Kjærulff.

De tre sidstnævnte har stor revyerfaring, mens Anette Støvelbæk skal spille revy for første gang.

- Jeg ved godt, jeg bliver hende den tunge i klassen, de skal hjælpe. Men jeg glæder mig helt vildt.

Anette Støvelbæk har i forvejen bredt sig over mange skuespilsgenrer som film, tv, teater, tegnefilmsdubbing, radioteater og indlæsning af lydbøger. 

- Jeg føler, at revy er en af de farveklatter, jeg mangler på min palet. Og jeg elsker jo at blive udfordret, så jeg tænker, at det er det, jeg bliver her. Nu bliver jeg udfordret. Yes, siger Anette Støvelbæk.

00:02

Jeg ved godt, jeg bliver hende den tunge i klassen, de skal hjælpe. Men jeg glæder mig helt vildt, siger Anette Støvelbæk.

Luk video

Skuespillerholdet får den erfarne instruktør Martin Miehe-Renard til at styre revyskibet sikkert i havn.

- Jeg har set Kerteminderevyen mange gange, og jeg har altid glædet mig over, at den var lidt anderledes i tilgangen til numrene. Ideerne og udførelsen var lidt moderne og lidt fræk. Den del af traditionen vil vi gerne prøve at køre videre på vores måde, siger Martin Miehe-Renard.

Plakat uden racisme

Med dagens fotosession, hvor skuespillerne er klædt ud som engle, forsøger revydirektøren at træde varsomt.

Sidste år blev revyen anklaget for racisme, da man lancerede plakaten. Da kunne man se skuespillerne udklædt som forskellige stereotyper. En skuespiller malet gul i ansigtet, en anden malet rød og klædt ud som indianer. En tredje med bananskørt og bananøreringe.

Læs også Fynsk revy i plakat-problemer: Beskyldes for racisme

Lokale borgere opfordrede sponsorerne til at trække deres støtte til revyen, og andre teaterfolk udtrykte deres flovhed over at være i samme branche.

Sponsorerne fastholdt deres opbakning, men alligevel vil revydirektør Mads Nørgaard gerne undgå samme debat.

- Sidste år trådte vi jo nogle mennesker over tæerne, og billedligt talt kommer vi til at danse på skyer i år i stedet for at træde over tæerne. Vi fik meget omtale ud af plakaten sidste år, men jeg havde godt været al den ballade foruden, selvom vi fik omtalen ud af det. Jeg synes, det var en mega god plakat, og jeg kan ikke forstå, at nogen blev krænket over den, siger Mads Nørby.

Lisbeth Kjærulff som engel ved Kerteminderevyens fotooptagelse.