I det fynske folks tjeneste

KiMs fik overskud

KiMs kom ud af 2011 med et nettoresultat på 73,9 millioner kroner og kunne på trods af voksende konkurrence og krise præstere en rekordstor omsætning.

Omsætningen blev på knap 620 millioner kroner. Det er en stigning på 12,5% i forhold til 2010, da omsætningen var på 549,7 millioner.

Til gengæld blev overskuddet en anelse mindre. Det faldt fra 75,6 millioner i 2010 til 73,9 millioner.

Alligevel er direktør Kim Munk tilfreds:

- Det er vi meget tilfredse med i en tid, hvor forbrugerne holder igen og der er mange billige og importerede produkter på markedet, siger han.

Effektivitet og gode medarbejdere

Kim Munk tilskriver det gode resultat en effektiv organisation og dygtige medarbejdere.

KiMs har sørget for at have et sortiment, der passer til forbrugernes behov.

Men fremgangen i omsætningen skyldes også gode aftaler med detailhandlen herhjemme og direkte salg til handlen i England, som er KiMs vigtigste eksportmarked.

Fremgangen skyldes også, at KiMs har samlet nøddeproduktionen hos KiMs til salg i Norden.

Endelig er der medarbejdernes indsats:

- Vi kompenserer for et højere dansk omkostningsniveau med øget effektivitet. Det sker bla. gennem LEAN, hvor medarbejdernes indsats og involvering er afgørende for vores succes, siger direktør Kim Munk.

Ved du noget? Så send os et tip